Topseedet Halep vinder ren rumænsk dyst i French Open

Simona Halep er videre til tredje runde i French Open. US Open-finalist Victoria Azarenka er til gengæld ude.

En rumæner havde fået en hel tribune for sig selv, da han onsdag overværede en dyst mellem to af sine landsmænd ved French Open.

En rumæner havde fået en hel tribune for sig selv, da han onsdag overværede en dyst mellem to af sine landsmænd ved French Open.

PARIS:Simona Halep kan fortsat drømme om sin anden triumf på det røde grus i grand slam-turneringen French Open.

Turneringens topseedede spiller vandt onsdag i ren rumænsk dyst i Paris. Her besejrede hun landsmanden Irina Begu med 6-3, 6-4.

I begge sæt formåede undertippede Begu at bryde 2018-vinderen af turneringen, men i begge tilfælde havde Halep allerede brudt en gang i sættet og brød yderligere en gang.

På en af tribunerne sad en person helt alene. Han var iført en rumænsk landsholdstrøje og havde et stort rumænsk flag med.

I tredje runde, der svarer til 16.-delsfinalerne, skal Halep for første gang i årets turnering møde en seedet spiller. Det er teenageren Amanda Anisimova fra USA. Hun er seedet som nummer 25 i turneringen.

Tredjeseedede Elina Svitolina er også videre til tredje runde efter en sejr i tre sæt over Renata Zarazua. Ukraineren var dog i problemer i andet sæt, hvor hun fik æg og tabte 0-6.

Hviderusseren Victoria Azarenka er overraskende ude af turneringen efter anden runde.

Tidligere i september nåede hun frem til finalen i US Open, men onsdag måtte hun kapitulere i Paris, da hun tabte 2-6, 2-6 til Anna Karolína Schmiedlová.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.