Topseedet tjekke ryger ud af Indian Wells i tredje runde

29-årige Karolina Pliskova kunne ikke spille sig forbi upåagtet brasilianer på vindblæst tennisanlæg i USA.

Tjekkiets Karolina Pliskova måtte gå skuffet fra banen i tredje runde af Indian Wells.

Tjekkiets Karolina Pliskova måtte gå skuffet fra banen i tredje runde af Indian Wells.

INDIAN WELLS: Den topseedede tjekke Karolina Pliskova røg mandag højst overraskende ud af tennisturneringen Indian Wells i USA i tredje runde.

Det skete, da verdensranglistens nummer tre blev besejret af den useedede brasilianer Beatriz Haddad Maia med cifrene 6-3, 7-5.

I første sæt var det brasilianeren, der kom bedst fra start på det vindblæste tennisanlæg, da hun startede med at bryde Pliskovas serv to gange i træk.

Det gav hende en hurtig føring på 2-1, som hun stædigt holdt fast i.

Ved stillingen 5-3 lykkedes det igen Beatriz Haddad Maia at bryde tjekkens serv, og så kunne hun tage sættet med 6-3.

Andet sæt blev ikke meget bedre for 29-årige Karolina Pliskova, der nåede hele vejen til finalen ved dette års Wimbledon.

Igen lykkedes det nemlig brasilianske Beatriz at bringe sig foran ganske hurtigt med 3-1.

Og selv om Pliskova formåede at kæmpe sig tilbage på 5-5, så måtte hun give fortabt, da tjekken på brasilianerens anden matchbold sendte en baghånd langt uden for stregerne til slutstillingen 7-5.

25-årige Beatriz Haddad Maia ligger nummer 115 på kvindernes verdensrangliste.

Hun skal i fjerde runde op mod Anett Kontaveit fra Estland.

Indian Wells anses for at være den største turnering ud over de fire grand slam-turneringer. Turneringen spilles i Californien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden