Topskytte pudser VM-form af i USA

Efter tre år med arbejdsløshed og bueskydning har Dennis Bager fået fuldtidsjob lige op til VM på hjemmebane i Aalborg

AALBORG:De seneste tre år har han nærmest været bueskytte på fuldtid, fordi han har gået ledig, men netop nu - op til VM på hjemmebane i Aalborg - har Dennis Bager, Danmarks pt. bedste bueskytte i den olympiske klasse, fået fuldtidsjob. - Man kan godt sige, at det kommer lidt på tværs i VM-forberedelserne. Men pludselig var det helt rigtige job der for mig. Jeg er fra 1. februar blevet salgsingeniør hos FAG Ina - verdens største producent af kuglelejer, så jeg betænkte mig ikke på at sige ja. Og slet ikke da de har givet mig frie tøjler i forhold til de allerede planlagte aktiviteter med træning og turneringer op til VM her i Aalborg i marts, fortæller Dennis Bager. Blandt de store turneringer op til VM er deltagelse i verdens største indendørs bueskydningsstævne i Los Angeles her sidst i februar. Dennis Bager sætter sig således i flyet til Los Angeles onsdag morgen og er så først hjemme igen 1. marts. Strømpil Stævnet har deltagelse af 1500 bueskytter fra primært USA, men hele verdenseliten bruger også stævnet som opvarmning til Verdensmesterskaberne i Aalborg. - Så det er en god strømpil for, hvor man står lige nu formmæssigt. Og jeg satser hårdt på at komme i top tre i Los Angeles, siger Dennis Bager. Stævnet afvikles ikke på samme måde som OL og VM, hvor der skydes en klassificeringsskydning, og de 64 bedste går videre til skydninger mand mod mand til og med finalerne. - Ved stævnet i Los Angeles skyder vi tre dage med hver 30 pile, og så tælles der bare sammen. Flest point vinder, og der er pæne penge præmier i top tre, siger Aalborgskytten. Førstepræmien er i størrelsesorden 6-7.000 dollars. Han bruger stævnet i USA til at forberede sig på to områder. For det første er stævnet omgærdet af masser af hurlumhej i form af tilskuere og udenomsaktiviteter. Det kræver sin mand af fokusere på bueskydningen i et amerikansk showcirkus. For det andet skal han skyde godt på hver eneste pil for at nå helt til tops. Så også her opøves fokusering og koncentration. Dennis Bager er netop nu inde i de afsluttende faser med mentaltræning i to omgange hos en mentaltræner, Pernille Knutzon, på Sjælland, og også det er der blevet plads til trods det nye fuldtidsarbejde. - Faktisk kan jeg bruge arbejdet til at koble af fra bueskydningen. Jeg er nødt til at være fuldt fokuseret på arbejde, når det er det, det handler om, og ligeså fuldt fokuseret på bueskydningen, når jeg træner med det. Jeg får med andre ord ikke tid til at spekulere over alt det, der kan gå galt med bueskydningen. Da jeg i sin tid opnåede mit bedste resultat med en 8. plads ved VM i Kina for år tilbage, havde jeg også fuldstidsbeskæftigelse ved siden af, så måske går det hele op i en højere enhed i år, kommer det optimistisk fra Aalborgskytten.