Aalborg

Topspillere mødes i Brønderslev

BRØNDERSLEV:Alle danske bordhockeyspillere - lige fra Helsingør og Rødovre i den østlige del af Danmark til de sorte ravne fra Vejgaard, de fremadstormende ørne i Brønderslev og Frederikshavn BK - har lørdag mulighed for at vise flaget ved årets sidste officielle bordhockeyturnering på dansk grund. Der vil blive spillet alle mod alle i den indledende runde hvorefter de otte bedste går videre til kvartfinalerne, hvor der spilles bedst af fem kampe. I kvartfinalerne vælger nummer et, to og tre fra den indledende runde modstander i rækkefølge, og i semifinalen er det den tilbageværende spiller med den højeste placering fra den indledende runde, der vælger sin modstander. Turneringen er den tredje og dermed sidste i 2004 under Dansk Bordhockey Union, der jo tidligere har arrangeret DM-serien og Dansk Cup 2004. Turneringen hedder Nørresundby Bank Danish Masters 2004, eftersom Fremad Eagles Brønderslev og Dansk Bordhockey Union netop har indgået en sponsoraftale med Nørresundby Bank. Det betyder at der vil være pokaler til de tre bedste spillere, og at den danske liga 2005 vil få navnet Nørresundby Bank Ligaen akkurat som det kendes fra andre sportsgrene. - Vi går ind i denne sportsgren fordi vi her kan blive hovedsponsor og desuden er der en mulighed for at vores lokale udøvere kan hente nogle danske medaljer hjem til Brønderslev, siger Søren Nørgaard, der er afdelingsdirektør i Nørresundby Bank. - Med denne sponsoraftale er vores lokale klub økonomisk velfunderet og vi kan dermed bevare vores fantastisk lave kontingent", siger kasserer i Fremad Eagles Brønderslev, Lars Leen. Desuden undgår vi, at de enkelte klubber fremover må hoste op med pokal- og medaljebidrag til Dansk Bordhockey Union, siger Lars Leen.