Torben Keller slikker sine sår

Pandrup-bokseren overvejer fremtidsmulighederne efter knockout

Claus Jensen
Torben Keller er ikke længere ubesejret. Foto: Thomas Hansen
Boksning 14. september 2014 17:57

AALBORG: Det var en ramt Torben Keller, der søndag vågnede op til bevidstheden om, at han ikke længere er ubesejret som professionel bokser.

Pandrup Bokseklubs store håb blev lørdag aften stoppet i første omgang af den ubesejrede tysker Arman Torosyan, der tre gange sendte Keller i gulvet ved Nordic Fight Night i København.

- Fysisk har jeg det fint dagen derpå, men mentalt er det selvfølgelig hårdt. Der cirkulerer en masse tanker rundt i hovedet på mig, fortæller Torben Keller.

Han ærgrer sig især over, at han ikke fik mulighed for at vise, at han har bygget på sin boksning gennem de seneste måneders hårde arbejde i træningslokalet.

- Så jeg har lyst til at være tro mod min egen filosofi, rejse mig og komme stærkere tilbage, siger Torben Keller, der forståeligt nok ikke kan se det charmerende i at slutte karrieren på halen, som han gjorde lørdag aften.

Meget afhænger dog af promotor Team Sauerlands fremtidsplaner.

- Hvis de kun er interesseret i at lave en re-match med Torosyan, så ved jeg ikke helt, hvad jeg siger. Det er nok ikke der, jeg skal starte. Omvendt gider jeg heller ikke begynde forfra og møde en eller anden fusentast, siger Torben Keller.

- Giv mig en kamp mod en stærk bokser, som måske bare ikke har det samme knockout-våben, som tyskeren har. Hvis jeg så ikke er bedre, end det jeg viste lørdag aften, så er der ikke noget at gøre ved det. Så vil det være åndssvagt at blive ved, fastslår Torben Keller.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...