Håndbold

Torden-armen fra Rune Ohm

AaB'eren får tillid fra den nye landstræner

AALBORG:Stamgæsterne i Aalborg Stadionhal kender alt til tordenarmen fra Rune Ohm, når han spiller i den rød-hvide AaB-trøje. I aften får de chancen for at opleve det samme i landsholdstrøjen. Den nordjyske venstrehånd glæder sig til mødet med sit hjemmepublikum. - Det bliver en fed oplevelse på min egen hjemmebane, drømmer Ohm og ryster undrende på hovedet, når man drister sig til, at spørge om hjemmebanen kan give præstationsangst. - Så har jeg vist valgt den forkerte branche. Næh, jeg prøver bare at spille en god kamp. Rune Ohm og hans konkurrenter på højre back Kasper Søndergaard fra Århus GF og Per Leegaard fra Viborg har fået tryghed i ansættelsen til hen på efteråret. Først derefter prikker Ulrik Wilbeck én af de tre backs ud og tager de to andre med til EM. Fløjene og playmakerne er langt mere pressede, for på søndag får tre af dem den besked, at de ikke længere tilhører EM-truppen. Rune Ohm er i det hele taget meget fortrøstningsfuld efter landstrænerskiftet. Han fik et særdeles trist VM i Tunesien med begrænset spilletid og kun mod de håndboldmæssige bananrepublikker Angola og Canada. - Torben Winther var da også en dygtig træner, forsøger AaB-backen ikke helt overbevisende, men Ulrik Wilbek snakker meget mere med den enkelte spiller og kommer med mange gode dessiner. Pænt tilskuertal Tilskueropbakningen bliver ganske pæn i betragtning af håndbold en varm juniaften, for der er allerede afsat 1.200 billetter - mange af dem til Dansk Håndboldforbunds sponsorer. Modstanderen Schweiz kommer med alle deres bedste spillere som forberedelse til EM til i januar måned på hjemmebane. Der er tale om dobbeltlandskamp for søndag drager hele karavanen til Skive til returopgør. Først til den tid spekulerer Wilbek i taktiske modtræk mod Schweiz, for i aften focuseres der kun på eget spil. - Til kampen i Aalborg bruger vi ikke tid på taktiske finesser, men forsøger at indarbejde vores eget nye koncept med offensivt forsvar, lover Wilbek, der lover flere landskampe til Jylland frem for det til tider halvkedelige Farum.