Tordenbrag afbryder EM-kamp i 57 minutter

Ukraine-Frankrig var gået i gang, men et uvejr tvang dommeren til at udskyde kampen i en lille times tid.

Tordenbrag afbryder EM-kamp i 57 minutter

De kampberedte og opvarmede spillere fra det ukrainske og franske fodboldlandshold måtte tilbringe 57 minutter i spillertunnelen på Donbass Arena i Donetsk, efter at EM-kampen mellem de to lande fredag aften blev afbrudt efter blot fire minutters spil.

Det var dommer Björn Kuipers, der tog beslutningen om at sende spillerne ud af banen, da kraftig regn, lyn og torden både truede spillernes sikkerhed og gjorde fodboldspil så godt som umuligt.

Men da regnen var stilnet af og lynnedslagene drevet forbi, valgte Kuipers at genoptage kampen i EM's gruppe D. Kampuret blev sat i gang præcis på samme tid, som kampen blev stoppet, og dermed blev der altså ikke tale om en helt ny kamp.

Græsplænen på stadion i Donetsk stod ved afbrydelsen under blankt vand, men blot en time senere så den ganske brugbar ud.

Under alle omstændigheder vurderede den hollandske dommer med genoptagelsen af kampen, at det var muligt at spille fodbold på plænen.

/ritzau/