Militær

Tordenskiold indtager Danmark

Byprojekt Tordenskiold i Frederikshavn er udpeget til at forestå flådens 500 års jubilæum

Jan Michael Madsen er utrolig glad for, at Flåden har valgt at lade Tordenskioldprojektet markere den folkelig del af 500 års jubilæet næste år. Foto: Kim Dahl Hansen

Jan Michael Madsen er utrolig glad for, at Flåden har valgt at lade Tordenskioldprojektet markere den folkelig del af 500 års jubilæet næste år. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Søværnet har netop udpeget organisationen bag Tordenskioldsdagene i Frederikshavn til at stå i spidsen for fejringen af den danske flådes 500 års jubilæum næste år. Bag udpegningen ligger mere end to års intenst arbejde fra Byprojekt Tordenskiolds side og det er da også en fjer i prydhatten for den levende historiske formidling i Frederikshavn. Der har nemlig også været andre oplevelsesudviklere på banen med ideer til fejring af flådens jubilæum. Men de blev slået af Tordenskiold. 12 år har Byprojektet været undervejs - og det får med aftalen med Flådens jubilæumsudvalg en national platform. - Vi har valgt at gå i samarbejde med Fonden Tordenskiold omkring den folkelige og udadvendte del af jubilæumsfestlighederne - og vi forventer os virkelig meget af det, fastslår kontreadmiral Niels Mejdal, der er koordinator i Flådens jubilæumsudvalg. Han forventer at 60.000 københavnere vil få et markant jubilæumsindslag i form af levende historisk formidling med afsæt i Tordenskiold. Og i Frederikshavn er jublen ikke mindre. - Det giver stor stolthed i den store frivillige og professionelle organisation som står bag Tordenskioldsdagene. Vi har arbejdet på at få denne aftale i stand gennem flere år og er meget tilfredse med, at det er lykkedes at hente den hjem til Frederikshavn, siger direktør i Byprojektet, Jan Michael Madsen. - Vi skal stå for det folkelige jubilæumselement og vil i tre dage i september 2010 rykke ind på Holmen med mandskab, skibe, krudt og kugler og udspille flådens historie med afsæt i den levende historiske formidling af søhelten Tordenskiold, siger Jan Michael Madsen. Fonden Tordenskiold har allerede indgået et samarbejde med kommunikations- og markedsføringssekretariatet Golden Days i København. - Vi satser på at give københavnerne en virkelig storslået oplevelse ved at udleve en del af Flådens historie - nemlig historien og den store søhelt Tordenskiold, siger Jan Michael Madsen Som altid De Tordenskioldsdage, som vi kender i Frederikshavn afvikles altid sidste weekend i juni. - De vil blive udviklet og afviklet som altid. Men i 2010, tematiseres dagene med afsæt i fejringen af flådens jubilæum. Det helt nye er, at vi senere på sommeren skal til hovedstaden for der at afvikle Tordenskioldsdagene på den 38.000 m2 store Kvæsthusbro, ved det nye kongelige skuespilhus, understreger Jan Michael Madsen. - Vi har stiftet en selvstændig arbejdsgruppe, der skal tage sig af selve koordineringen af denne jubilæums overbygning på Tordenskioldsdage 2010. Der er til fejringen af flådejubilæet projekteret et jubilæumsspil – ”Hold fast for Engelen og Maria”. Spillet får premiere på Kattegat Scenen under Tordenskioldsdagene 2010 i Frederikshavn og der arbejdes i øjeblikket med at skabe grundlaget for en national rundtur til tre andre danske havne, før det hele kulminerer i Tordenskioldsdage i København. - Jeg tror Søværnets jubilæumsudvalg har valgt at udpege Tordenskioldsdage, som ekstern samarbejdspartner i fejringen af flådejubilæet, på grund af den store grad af engagement og troværdighed som vores 12 år gamle historiske maritime kulturprojekt står for og som vi kan tilføre jubilæet, siger Jan Michael Madsen.