Lokalpolitik

Tordenskiold indtager hovedstaden

Søslag ved Operahuset skal sætte Frederikshavn på søkortet

FREDERIKSHAVN:Tordenskiolds soldater indtager hovedstaden i dagene 2.-5. juni. I hjertet af København, mellem Amaliehaven og Operahuset, vil folkene bag det frederikshavnske byprojekt levere et søslag, hvis lige københavnerne ikke har set siden 1807 - og denne gang med dansk sejr. Byprojekt Tordenskiold skal deltage i det maritime arrangement "For sejl i 1000 år" i København, som bl. a. den tidligere Metal-økononom Steffen Møller står bag. Københavnerne får det farverige totalteater leveret ganske gratis. Omkring 200 Tordenskiold-soldater tager ferie eller fridage og drager ganske frivilligt til København for at lufte deres 1700-tals uniformer. Kun opholdet får de betalt. I går bevilgede kommunens økonomiudvalg 150.000 kr. til deltagelsen. Det samlede budget er 500.000 kr., og langt størsteparten er udgiften er afsat til markedsføring og pressedækning af det spektakulære 1700-tals show, som også aalborgensere og odenseanere tidligere har haft lejlighed til at overvære i deres respektive havne. Frederikshavn Turistbureau, TopConvent og Frederikshavn Erhvervsråd samt Nordjyllands Amt og private ventes også at spytte i bøssen. Jette Fabricius Toft (SF) ville have den delvis kommunalt finansierede Tordenskiold Fonden til at bidrage med 100.000 kr. og reducere det kommunale tilskud tilsvarende. Borgmester Erik Sørensen (S) mener, Frederikshavn har fået en chance, som det ville være tosset at sige nej til, selv om det koster. - At opføre et søslag på netop det centrale sted i København, er en chance, der kan gå årtier mellem man får. Byprojektet har tidligere fået betaling for at deltage i arrangementer. - Men her er det altså os, som laver et stykke markedsføringarbejde for Frederikshavn som turistområde og konferenceby, siger borgmesteren. Visit Denmark (Danmarks Turistråd) samler omkring 170 europæiske konferencearrangører til en workshop i København i forbindelse med "For sejl i 1000 år. "