Havne

Tordenskioldsdage rykker ind i byen og tilbage på havnen

I år kommer Tordenskiolddagene 27-29.juni til at foregå i Havnegade, på Paradiskajen og ved Krudttårnet

Jan Michael Madsen på Paradiskajen, der netop er blevet ryddet for bygninger. Ideen er at publikum skal bevæge sig gennem Valutaslangen og over til de store sejlskibe, som lægger til kaj ved Paradiskajen. Derfra kan man gå eller sejle til Krudttårnet. Foto: Kim Dahl Hansen
Jan Michael Madsen på Paradiskajen, der netop er blevet ryddet for bygninger. Ideen er at publikum skal bevæge sig gennem Valutaslangen og over til de store sejlskibe, som lægger til kaj ved Paradiskajen. Derfra kan man gå eller sejle til Krudttårnet. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Den nederste del af Havnegade vil i den sidste weekend i juni være den velkendte landsby Fladstrand anno 1717 med boder og bægerklang.

- Alt det vi kender nede fra kajen ved Kattegatsiloen flytter vi op i Havnegade. Skibene lægger i år til ved Paradiskajen og det historiske skuespil placerer vi ved krudttårnet, På den måde får vi for første gang flyttet festivalen helt ind i byen, og kan vise de muligheder, der er for at binde by og havn sammen, sådan som havnen selv har planer om.

Det fortæller Jan Michael Madsen, der siden 1998 har stået i spidsen for den historiske festival, som startede i området ved Krudttårnet.

Da Frederikshavn Havn besluttede sig for at rydde Paradiskajen for bygninger, var Tordenskioldsdagene, der i 2013 var på Knivholt, tilbage ved vandet, og med den optimale placering.

Det gav også mulighed for at inddrage restauratørerne i Havnegade. De kom med i en ny musikforening, som skal knytte endnu tættere bånd mellem Gøteborg og Frederikshavn.

- Tordenskioldsdage i Gøteborg har fået et fantastisk samarbejde med Gøteborg & Co, der står for Gøteborg kalas. Derfor har de sagt ja til at være med i en ny musikforening.

- For vi ønsker at udvide vores allerede store netværk til musikermiljøet i Sverige, Norge, Finland og Danmark og dermed styrke koncertprogrammet under Tordenskioldsdagene i både Frederikshavn og Gøteborg. Den historiske musik har allerede gennem mange år fyldt en stor del i Tordenskioldsdagenes 1717 tema i begge havne, og supplerer den historiske fortælling fantastisk, mener Jan Michael Madsen. Konkret skal den masterclass for unge musikere, som fandt sted på Knivholt i 2013, gerne gentages og de unge skal spille både i byen og på havnen.

Musik af komponisten Mathias Madsen Munch bliver der traditionen tro i skuespillet, hvor instruktør Martin Schwab arbejder med at scenen skal bygges op i plateauer ved Krudttårnet. Og så skal spillet udvikles til et egentlig sommerspil, der skal opføres fem gange i uge 27.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden