Hospitaler

Tordner mod pause til frit sygehusvalg

Suspendering får katastrofale følger for ældre

Ældre ortopædkirurgiske patienter lades i stikken ved suspenderingen af det frie sygehusvalg, siger patientforening. Foto: Kurt Bering

Ældre ortopædkirurgiske patienter lades i stikken ved suspenderingen af det frie sygehusvalg, siger patientforening. Foto: Kurt Bering

KØBENHAVN:Det får "katastrofale følger", hvis politikerne som planlagt suspenderer det udvidede frie sygehusvalg næste måned. Ældre ortopædkirurgiske patienter ryger bagest i køen på alenlange ventelister og risikerer at gå fra hus og hjem efter lang tids ubehandlet sygdom. Det mener Patientforeningen og Patientforeningen Danmark, som nu går sammen om at "redde" det udvidede frie sygehusvalg. Pukkel Strejken i foråret efterlod en pukkel af behandlinger, og derfor vil flere regioner fremover rangordne patientjournalerne i tre bunker, lyder det: Hospitalerne behandler alvorligt syge inden for én måned og en anden patientgruppe inden for tre måneder, mens restgruppen får lov at vente over tre måneder. - Ældre ortopædkirurgiske patienter havner bagest i køen og fastholdes i et smertehelvede og et sygdomsforløb uendeligt længe. Det er urimeligt og uværdigt, siger Villy Christensen, næstformand i Patientforeningen. En langtidssygemelding medfører også alvorlige økonomiske problemer, da patienter og syge efter 12 måneder på sygedagpenge ryger på kontanthjælp, tilføjer han: - Så risikerer de at gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale husleje. Men det største problem er, at de risikerer at ryge helt ud af arbejdsmarkedet, som ellers skriger efter kvalificeret arbejdskraft. Et folketingsflertal ventes at suspendere det udvidede frie sygehusvalg frem til 1. juli 2009. De to patientforeninger møder Folketingets Sundhedsudvalg 22. oktober. /ritzau/