Tornby Cup i topform

Med over 1700 deltagere har håndbold-turneringen pludselig fået brug for flere frivillige.

Ole Fink Mejlgaard,
Henning Sigsgaard, turneringsleder er på jagt efter flere frivillige hjælpere.Arkivfoto: Hans Ravn
Håndbold 13. september 2009 12:23

Når håndboldturneringen Tornby Cup fejrer sit 20 års jubilæum i den sidste weekend i september, så er det en jubilar i absolut topform. Omkring 1700 spillere - godt 400 flere spillere end i fjor - har tilmeldt sig to travle dage med håndbold fra morgen til aften. Af de 1700 tilmeldte kommer cirka 650 deltagere fra Norge. - Det er faktisk kommet som lidt af en overraskelse, at så mange har meldt sig til, så vi har været ude at leje flere haller. Og vi har endda sagt nej til over 200, der også gerne ville deltage. Vi har nok nået loftet for, hvor mange, der kan være med, for de, der kommer, skal have en god oplevelse, siger turneringsleder Henning Sigsgaard. I weekenden 26.-27. september skal de mange spillere i alderen 9-16 år spille i alt 375 kampe fordelt på 12 haller i det nordvestlige Vendsyssel. Rundt omkring i de mange haller er de lokale idrætsforeninger hyret ind til at passe tidtagning og andre opgaver, og selv om Tornby Cup selv stiller med godt et par hundrede frivillige hjælpere, så har det store antal tilmeldte alligevel skabt et stort mandskabsbehov. - Så vi er faktisk ude i en ekstra tigge-runde. Vi går så at sige en tur med hatten i hånden for at høre, om ikke der er nogle flere, der vil hjælpe os, siger Henning Sigsgaard. Foruden de penge, som de forskellige idrætsforeninger får for at hjælpe til ved Tornby Cup i de forskellige haller og skoler, hvor spillerne overnatter, så krydser Henning Sigsgaard fingre for, at Tornby IFs håndboldafdeling selv tjener omkring 150.000 kr. på anstrengelserne i løbet af den travle weekend.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...