Tornby er rustet til camping i al slags vejr

Tornby Camping håber at kunne tiltrække turister hele året med nye indendørs aktiviteter

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Poul Erik og Pernille Kjær har store forventninger til det nye legerum, hvor de mindste uden tvivl kan få flere timer til at gå. Foto: Bent Bach

TORNBY:Efter en lang vinter er Tornby Strand Camping klar til at tage imod både foråret og de kommende gæster. Indehaverne Poul Erik og Pernille Kjær har ikke haft tid til at holde meget ferie i løbet af vinteren, for den er blevet brugt til at lave væsentlige forbedringer på campingpladsen. Tornby Strand Camping kan nu byde på en indendørs swimmingpool, et legerum til børnene samt et større og forbedret cafeteria. - Det danske vejr er uforudsigeligt, men nu har vi fået gode indendørs faciliteter som mange af vores gæster har efterspurgt, og dermed har vi også et tilbud på en regnvejrsdag. Udover Nordsømuseet er der ikke mange indendørs attraktioner i nærheden, siger Poul Erik Kjær. Nybyggeriet er sammenlagt på 420 kvadratmeter, og campingpladsen har investeret ca. 1,6 mio. kr. i moderniseringen, og det er kun muligt, fordi Poul Erik Kjær selv har investeret en del arbejde i projektet. Arbejdet med at grave og støbe fundamentet begyndte allerede i sensommeren. Den indendørs pool er på ca. 75 kvadratmeter, og den indeholder både et 35 cm dybt babybassin og et boblebad med plads til 4-6 personer. Legerummet byder både på en klatrevæg til de mindste, en lille forhindringsbane, en rutschebane, en labyrint samt en masse bolde og skumgummiklodser, som børnene kan muntre sig med. Ydermere er minigolfbanen blevet renoveret, og der er lavet en større terrasse i forbindelse med cafeteriaet. I det moderniserede cafeteria er der plads til godt 100 gæster, og menukortet vil også blive udvidet. - Tidligere har vi kun solgt halvfabrikater i form af pizzaer og grillkyllinger, men vi vil satse på at tilbyde dagens ret fredag og lørdag samt lave mindre menuer fra bunden, siger Poul Erik Kjær. Samtidig fremstår campingpladsen langt mere åben ud mod Strandvejen end tidligere, idet et række hække er fjernet. Campingchefen har en klar forventning om, at investeringen vil være med til at forlænge sæsonen helt til november, hvilket ikke kun kommer de ca. 120 fastlæggere til gavn. - Jeg vil ikke blive forbavset, hvis vi får en stigning på minimum 10-15 pct. i antallet af overnatninger i år. På nuværende tidspunkt ligger vi allerede 20 pct. over forrige år, når det gælder forhåndsbookinger. Vi har netop været på messe i Aalborg, hvor vi oplevede en meget positiv respons fra publikum, siger Poul Erik Kjær. Tornby Strand Camping inviterer til åbent hus 26. marts, inden den nye sæson for alvor går i gang 1. april.