Tornby tripper for nye boliger

Byrådsmedlem har 14 gange rykket for at få sidste etape af Nejstgårds-udstykningen klar til salg.

Poul Christoffersen,
Henning Sigsgaard efter handel med grunde ved Nejstgårdsvej ligesom i 2004, hvor billedet e fra. Foto: Bente Poder
Lokalpolitik 1. marts 2009 12:33

Tornby er en af de store landsbyer i Hjørring Kommune, som er begunstiget af let adgang til offentlig transport, samtidig med at boligkøbere på andre måder finder landsbyen attraktiv for bosætning. I snart to år har der ikke været en ledig parcelhusgrund til salg, og allerede dengang begyndte den lokale halinspektør, byrådsmedlem Henning Sigsgaard, Lokallisten at interesse sig for, hvornår 3. og sidste etape af Nejstgårdsudstykningen er klar. - Jeg synes, det går utrolig langsomt. Allerede i maj 2007, hvor broen mellem syd- og nordbyen blev indviet, var der udsolgt. Der var sat plancher op om nye grunde, som skulle komme i løbet af efteråret, men det skete ikke, siger han. I forbindelse med interviewet med NORDJYSKE Medier har han talt sammen, hvor mange gange han som medlem af Plan- og Miljøudvalget har taget sagen op. - 14 gange har jeg spurgt til, hvordan det går. I november 2008 kom der indsigelser til lokalplanen, og planen blev udsat på grund af der skal holdes beboermøde. Det har ikke været holdt endnu, siger Henning Sigsgaard og fortsætter: - Det kan ikke passe, at der skal gå så lang tid. Jeg tror det er blevet nedprioriteret, fordi det er et kæmpearbejde med at lave kommuneplanen. Han understreger behovet for flere boliger i Tornby med udviklingen i det eksisterende boligmarked i byen. - Der er ikke almindelige huse til salg. De er væk med det samme. Tornby har været i en rivende udvikling, men den er blevet bremset i snart to år. Der er ikke som i Bjergby privat udstykkede grunde at sælge, forklarer Hennings Sigsgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...