Torsdagsjam genopstår

Sød musik for musikere med lysten til at spille sammen på kryds og tværs

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Michael Vajhøj spiller selv et par numre for at sætte det i gang, men på den perfekte aften kan han overlade scenen fuldstændig til andre. Foto: Henrik Louis

HJØRRING:Torsdagsjam var en fast bestanddel en gang om måneden på Café Ciffy i godt tre år. Så blev arbejdet for meget for arrangørerne, men fra i aften er muligheden for at spille med de musikalske muskler tilbage.

Michael Vajhøj, som også var med i sidste omgang, har genfundet lysten og tiden til den første torsdag hver måned at invitere erfaren som nybegynder på scenen.

- Jeg har altid sat pris på at spille noget nyt og prøve grænser af, og det her er det perfekte rum til det. De første 16 takter sidder måske ikke altid lige i skabet, men så sker der et eller andet, siger Michael Vajhøj.

Han står sammen med vennen Christian Drud for det praktiske og sørger for, at der er et par planlagte optrædener hver aften, inden der er fri leg for alle interesserede musikere.

Masser af gode oplevelser

Baggrunden for torsdagsjam er at finde plads til den rytmiske musik, som ifølge Michael Vajhøj lider lidt. Både den erfarne sangskriver og bandet nede fra øvelokalet, som lige har lært deres tredje nummer, får en mulighed for prøve sig af foran et publikum.

- Vi har spillet Stevie Wonder med to saxofonister, Dire Straits med en banjo og en fantastisk violinist fra Læsø kiggede også forbi engang, husker Michael Vajhøj tilbage.

Mange har da også fortalt, at de er glade for, at torsdagsjam vender tilbage. Første gang er i aften klokken 21-23 på Café Ciffy i Hjørring.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.