Torsdagsklub for egnens seniorer

EMNER 2. marts 2003 07:00

VRÅ: Vrå har i forvejen tre-fire klubber for byens ældre medborgere. Nu er endnu en seniorklub startet: Torsdagsklubben. - Vi ved godt, at der nu er fire-fem klubber og andre aktiviteter for seniorerne. De fleste her er også aktive andre steder og går bl.a. til gymnastik. Derfor starter vi med at mødes én gang om måneden, men hvis det bliver en succes, kan vi jo mødes lidt oftere, siger præst Karin Christiansen, der leder Torsdagsklubben. Allerede på første klubeftermiddag torsdag var der 25-30 deltagere i Vrå Baptistkirke. De hyggede sig med stearinlys, påskeliljer, sang og hjemmebag - og et meget interessant foredrag. - Klubben er et nyt mødested for seniorer, altså personer over 60 år. Men klubben er ikke kun for baptister - den er åben for alle interesserede. Karin Christiansen tilføjer, at Torsdagsklubben gerne vil tage del i det lokale fællesskab og i, hvad der foregår lokalt. - Derfor leder vi efter nogen, der vil fortælle om Vrå-egnen på møderne. Og brugerne skal være med til at bestemme programmet. Sangen "Langt højere bjerge, så vide mod nord" fandt deltagerne i baptisternes ungdomssangbog. Men trods alderen føler nogle af dem sig også unge - i hvert fald er der god plads til smilet. - Det går stærkt med at blive pensionist, sagde klubbens første foredragsholder, 72-årige Niels Bjerg fra Hjørring, der et par år også var præst i Vrå. Den barske natur Med lysbilleder fortalte han om Vendsyssels vestkyst. Gennem 25 år har han og fru Betty gået ture især ved Rubjerg, Mårup og også ved Råbjerg. - Vendsyssel er født af is, hav og sandblæst. Rubjerg Knude og Råbjerg Mile er de største sanddynger nord for Ægypten - hvis ikke vi var vendelboer, ville vi prale af det. På alle årstider har parret vandret ved vestkysten. Derfor hedder foredraget "De 4 Årstider" med Vivaldis smukke musik til Niels Bjergs flotte billeder. Han beretter om sandflugten, vilde blomster, havets grådighed og fattige klitbønders forgæves forsøg på at tæmme naturen i Rubjerg. - Mårup er kendt, men kirkegården ved Rubjerg er glemt. Og der er også stadig små dele af den gamle Rubjerg Kirke tilbage. Men nogle af de gamle sten blev brugt til at genopbygge en nyere kirke længere inde. Nogle af de nye klubmedlemmer kom af og til med et stille suk: "Neeej" til de fantastiske billeder. Og Niels Bjerg modtog forsamlingens klapsalver bagefter. Næste klubeftermiddag er 27. marts, hvor Frits Uhrenholdt fortæller om det gamle Vrå. Bl.a. om hvordan stationsbyen blev til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...