EMNER

Torslev-præst klar til indsættelse

TORSLEV:Omkring 30 sognebørn fra Torslev-Ø. Svenstrup var mødt op i Budolfi Kirke i Aalborg for at overvære ordinationen af cand. teol. Kristian Brogaard Andersen, som i tre måneder være afløser for sognepræst Folmer Toftdahl-Olesen. Ordinationen i Budolfi blev foretaget af biskop Søren Lodberg Hvass. Omkring 30 præster deltog, bl.a. Kristian Brogaard Andersens hustru, Tove, som er præst ved Hasseris Kirke. I aften indsættes Kristian Brogaard Andersen ved en fælles gudstjeneste for de to sogne i Torslev Kirke. Det er prost Poul Farsinsen, der står for indsættelsen. Efter gudstjenesten er der kaffe i præstegården. Jonna Madsen, formand for Torslev Menighedsråd, ser frem til samarbejdet med den ny præst. - Vi kender i forvejen lidt til Kristian i kraft af hans arbejde med børn og unge indenfor KFUM og KFUK. I den forbindelse har han tidligere været i Skovsgård, siger hun. - Vi spurgte om han var interesseret i at afløse Folmer Toftdahl-Olesen, og vi blev glade da han sagde ja, tilføjer hun. Kristian Brogaard Andersen har hidtil arbejdet meget med unge, og Jonna Madsen regner med, at han vil holde en ungdomsgudstjeneste i løbet af de tre måneder, han skal være i Torslev-Ø. Svenstrup. Selv om den ny præst først indsættes i aften, er han allerede godt igang med arbejdet. Har har i den forløbne uge haft både minikonfirmander og konfirmander. Kristian Brogaard Andersen skal være afløser frem til påske, mens Folmer Toftdahl-Olesen er udstationeret med flyvevåbnet.