Tortureret for sine gode gerninger

35-årige Widad Akrawi er helt perpleks over, at hun har modtaget et julelys fra Hanne Reintoft. - Jeg er helt overvældet. Det er en stor, stor ære. Åhhh. Jeg er så utrolig glad, jeg beundrer Hanne Reintoft ud over alle grænser…hun har jo hjulpet et utal af mennekser. Jeg er helt…lammet…, fremstammer Widad Akrawi. Hun er kurder fra Nordirak og flygtede i 1992 fra Saddam Husseins brutale undertrykkelse af det kurdiske folk efter at have været politisk aktiv for sit folks sag. Hun har siddet fængslet og er blevet tortureret i Irak. I Danmark har hun uddannet sig til civilingeniør og har skrevet en bog om sine oplvelser. For hende betyder det alt at gøre noget for andre. - For mig er det den eneste måde, jeg kan føle, at jeg lever. Hvis ikke jeg gør noget for andre, føler jeg mig død og har ikke noget at glæde mig over. Jeg gjorde det i Kurdistan, hvor jeg var politisk aktiv. Jeg prøvede at hjælpe de mennesker, der var udsat for kemisk krig, prøvede at hjælpe folk ud af fængsler, fortæller forfatteren, der lige nu arbejder frivilligt for Amnesty Internationals "Skriv for liv"-kampagne, der henvender sig til regimer, der krænker menneskerettighederne. Personligt har der været store omkostninger. - Jeg føler mig nogle gange meget gammel på grund af mine erfaringer – de har været grusomme. Men jeg ville gøre det igen, for jeg vil ikke blive en del af den ondskab, der bliver begået her i verden. Det regime var ondskab, og jeg ville kæmpe mod det det igen– selv om jeg ville blive udsat for tortur eller miste livet, siger Widad Akrawi uden tøven. - Det er en del af mit ansvar at forsøge at gøre verden til en bedre verden. Jeg er i mod tortur, diktatorer, terrorister og alle andre, der undterykker andre mennesker. Mennesker er født til frihed, og den er der ingen, der har ret til at tage fra dem, siger Widad Akrawi, der har taget julen til sig. - For mig er julen en flot dansk tradition, ja i hele verden. Vi holder også jul i min familie – ikke mindst fordi jeg har en bror, der også bor i Danmark, som har børn. De børn skal have gaver som deres kammerater. Julen er en smuk tradition, som samler familien og giver fællesskab, siger forfatteren, der giver sit lys videre til generalsekretær Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. - Hun har gjort så utroligt meget for andre mennesker, er Widad Akrawis begrundelse.