Torve kommer til at syde af kultur

AALBORG:Aalborgs torve kommer sommeren igennem til at syde af kultur. Kulturforeningen Aalborg arrangerer over 50 kulturelle oplevelser, der har som mål at fylde tre af Aalborgs centrale pladser med mennesker og liv. Sæsonen indledes lørdag 2. juni ved middagstid, hvor Vodskov Big Band går på scenen på C.W. Obels Plads. Bigbandet tæller 25 personer, der har musikalsk udgangspunkt i de gamle swingmestre med vægt på Count Basie og Duke Ellington. Udover Vodskov Big Band er der også underholdning med vokalgruppen De Luxe, der disker op med et repertoire af sange fra 80’erne og 90’erne. De Luxe er en vokalgruppe fra Aalborg bestående af 16 divaer, ledet af Tine Ohrt-Nissen. Kulturforeningens række af arrangementer går på skift mellem tre torve - om lørdagen er scenen C.W. Obels Plads, om fredagen foregår det på Mølle Plads, og om torsdagen er det den nye Toldbod Plads, der danner ramme om en kulturel begivenhed. Udover musik er der sports- og teateroplevelser på vej. August byder på jazzfestival, og for tredje år i træk arrangeres der Oktoberfest i dagene 3.-6. oktober på C.W. Obels Plads.