Torvedag og fest ved Storkedammen

Frugten af mange borgeres frivillige indsats høstes med fest på fredag

Fødevarer 19. september 2002 08:00

ROSTRUP: - Ganske en enestående indsats af borgerne i Rostrup. Formanden for Rostrup Borgerforening, Anne-Lise Ruseng, er ikke sen til at rose de mange frivillige, uden hvis medvirken det aldrig var lykkes at få genrejst anlægget ved Storkedammen. Det tidligere så nedslidte anlæg på cirka 1500 kvadratmeter fremstår i dag med borde og bænke, terrasse, flisegang, sandkasse, veltrimmet plæne og en oprenset dam med ænder, og hvor ørreder undertiden springer til udelt glæde for byens unger, som heller ikke er sene til at rykke ud med fiskestangen, når borgerforeningen har sat fangstklare fisk ud i Storkedammen efter put & take princippet. H. C. Maarup indvier Fredag eftermiddag skal hele herligheden indvies med underholdning for børnene og grillgris med salat til alle, der har lyst. Samtidig holdes torvedag, hvor byens forretninger sælger varer ude på parkeringspladsen foran Dagli'Brugsen. Og akkurat som med forsommerens indvielse af Rostrup Aktivitetscenter har man valgt at ty til en borgmesterlig silkesnors-klipper. Men inden H. C. Maarup officielt indvier Anlægget ved Storkedammen, har børnene i et par timer solgt gamle legesager og andet fra gemmerne. Børneloppemarkedet lister i gang midt på eftermiddagen. - Så mon ikke, det vil være muligt at gøre en god handel i Rostrup, idet alle - ikke bare byens forretninger - kan komme og opstille en bod på parkeringspladsen, hvor vi opstiller et telt, som kan bruges i tilfælde af regnvejr, opfordrer og inviterer Anne-Lise Ruseng, som lover et "hylende sjovt og sindssyg farligt cirkusshow" for børnene. Eget initiativ Lokale pengeinstitutter og Landsbyrådet har med samlede donationer på knap 60.000 kroner skabt det økonomiske fundament for at sætte arbejde i gang. Men uden de mange frivillige hænder var det aldrig blevet til noget. Anne-Lise Ruseng fremhæver derudover murerbrødrene Jan og Benny Sørensen, som gravede ud til fliser og terasse - Anders Kjær fra Blegø Dambrug, som oprensede Storkedammen, og Torben Borup og Ejvind Lasen fra Astrup Cementstøberi, som organiserede anlæg af fliser og terrasse. - Uden deres og mange andres frivllige indsats var det nyrenoverede anlæg aldrig blevet en realitet. Som tiderne er med stram, kommunal økonomi, kan man ikke forvente, at en kommune vil gå økonomisk ind og påtage sig en sådan anlægsopgave. Derfor er vi nødt til at stå sammen om at gøre arbejdet, som det er tifældet i Rostrup, fremhæver Anne-Lise Ruseng.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...