Turisme

Torveliv og handel

Borgerforening bag god ide.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ulf Nielsen og hans Brøndum Nørgaard Natur-Ox fik hurtigt kunder.

Fastboende og alle sommergæsterne i Blokhus har noget at glæde sig til. Der bliver snart marked igen og dermed tilføres området ved Strandingskroen og Futten et ekstra pift. Allerede inden det første marked åbnede forleden, myldrede gårdspladsen med folk og salget kom hurtigt i gang, mens Henning Knudsen, Aabybro, tilbød hestevognskørsel rundt i byen. - Kom og smag min hybenrose- og myntegele, lokkede Marianne Hansen, Kirkbakgård i Fårup. Hun lød som en markedsveteran, men bedyrede, at hun er ny i branchen. For tre somre siden skiftede hun og hendes mand, Henrik, livsbane. De forlod hovedstaden og gode jobs for at slå sig ned i Fårup med Bed& Breakfast og egen avl. - Det sjove er, at min tiptipoldefar var fra Fårup. Han arbejdede på Vestrupgaard, fortæller hun, samtidig med, at hun sælger spidskål og tilbyder smagsprøver som om, hun aldrig havde lavet andet. I det tidligere liv var hun hotelreceptionist. Turistchef Finn Hagedorn jubler over det private initiativ: - Det er kanongodt. Sådan et marked har stor tiltrækningskraft. Det løfter Blokhus. Det måtte gerne foregå hver tirsdag. Der er to områder, som interesserer turister. Fødevarer og kunsthåndværk. Jeg så gerne, at der var fødevaremarked hver tirsdag og marked med kunsthåndværk hver torsdag. Vi har mange kunsthåndværkere i området, men det er måske vanskeligt for dem at lave et marked, siger turistchefen. Bag markedet står Hune-Blokhus Borgerforening. - Vi holder råvaremarked igen tirsdag i uge 30 og tirsdag i uge 32, fortæller en af initiativtagerne, Merete Fuglsang Hansen, borgerforeningen. Foreningen talte også om marked i fjor, men valgte at udsætte det til i år for at have ordentlig tid til forberedelserne. - Det er vigtigt for os at sikre kvalitet og vi har fået god opbakning fra lokale producenter og handlende, tilføjer Merete Fuglsang Hansen.