Nørhalne

Torvemarked med Rulle Ruth

NØRHALNE:Rulle Ruth triller forbi, når Nørhalne Erhvervsforening med hjælp fra de andre lokaler foreninger inviterer til Torvemarked lørdag med også børne melodi grand prix og sponsorcykelløb. Rulle Ruth er lånt hos Nordjyllands Amts trafikkerhedsudvalg, og den giver mulighed for at prøve at sidde i en bil og rulle rundt fastspændt i sikkerhedsselen, oplyser Jens Lassen fra erhvervsforeningen. I år er det sognepræst Carsten Wind Hansen, der åbner markedet om formiddagen med tale inden det gratis morgenbord. Senere på dagen skal han deltage i sponsorcykelløbet til fordel for Nørhalne FDF, men blandt konkurrenter er Fremad Nørhalnes næstformand, Olav Th. Nielsen, der i skumringen er set træne til begivenheden. Der er allerede indspillet en cd med de 30 deltagere i årets børne melodi grand prix ved torvemarkedet, som i år får flere boder. Udvalget spænder lige fra grønt og fisk til guld og dæk. Desuden er der bagagerums-salg, så man kan bakke bilen til og åbenbare et bagagerum fyldt med de effekter, man ikke selv har brug for længere, men som andre kan få nytte af. Også børnene kan opstille boder med bytte og salg af legetøj. En anden børneaktivitet er skattejagt i den store sandkasse, hvor der vil være slik at finde.