Tosse i egen landsby

Okay. Jeg skal bruge en cottoncoat, der lugter lidt af tis, et gadekryds, der hedder "King", kirsebærvin og et arsenal af ukvemsord, som EvigKurt, BettePolle og jeg kan råbe efter pæne mennesker, der passerer vores bænk.

Nemlig. Min arbejdsplads er lukket. Finanskrisen, du ved. Mulle må ikke længere være med i arbejdsstyrke-hulen, selvom han har skovsnegl i mundvigen. "Og hvad så nu?", spørger alle de rare mennesker med store empatiske øjne. Svaret er vel, at jeg p.t. er freelancer. Jeg udlever den gamle drøm/hallucination om at blive direktør i eget firma. Hver morgen går jeg med spændstige lad-os-så-komme-i-gang-skridt gennem dagligstuen, mens jeg bruger ord som "synergieffekt" og "cost-benefit-analyse". Jeg ser intenst på mig selv i spejlet og spørger, om jeg har noget i "targetline". Jeg lader som om, jeg forstår udtrykket og svarer kækt: "Det kan du tro, fru direktør! Dét og så sovs på blusen!". Jeg griner lige en anelse for højt af mine egne jokes og skynder mig så ud og bagtale mig ved kaffemaskinen. Jeg sætter mig tilfældigvis altid over for mig selv ved frokostbordet, og med let sammenknebne øjne og ihærdig nikken lapper jeg enhver bemærkning om virksomhedens DNA i mig. Om vores vision og mission, kerneværdier og planer på den lange bane og på den korte bane. Jeg bliver pludselig bidt af en gal fodbold og lytter intenst til chefens snedige analyse af gårsdagens kamp. "Jeg har sgu ret. De skal sætte mere defensivt ind", hører jeg mig selv sig. Men så går det pludselig ned ad bakke. Julefrokosten er en pinlig affære. Jeg bliver bare alt, alt for fuld og tager mig på låret. Efter sylten fortæller jeg sjatanedme mig, hvordan virksomheden burde køres, mens kvasten i min humoristiske Tuborg-nissehue blinker ildevarslende. Og så er der lige det der med, at direktøren helst skal gå tidligt - så hvem skal kopiere legemsdele - og kan man overhovedet det i en lille bitte Brother-maskine? Måske er jeg alligevel heldig, jeg kommer med ud at spille golf. Så håber jeg virkelig ikke, jeg bliver overgearet og giver direktøren en jovial hvor-er-vi-bare-ligemænd-lammer. I så fald må jeg endegyldigt inddrage min plads blandt de upcoming stars i inderkredsen. Så er der ikke flere malt-bolsjer til Edvard, den bebumsede filipens! Jeg afslører mit sande jeg, når jeg snupper mig i at printe private festsange og tror selvfølgelig ikke et øjeblik på, at jeg har købt de Pilot-kuglepenne, der er i min taske. Og jeg må stå skoleret, når chefen finder ud af, at jeg kom til at lyve, da jeg under jobsamtalen lovede, at sådan et bette momsregnskab klarer jeg som en mis. I hvert fald må jeg præcisere, at jeg mente en ret mølædt og taltungnem gammelmis. Til slut udskriver jeg vel en effektiviseringskonkurrence i firmaet. Den bedste idé belønnes med en flaske god rødvin og titlen: "Månedens medarbejder". Idéen overbeviser mig om, at det er tid til omstruktureringer i firmaet. Og pludselig er jeg tilbage på bænken. Nu med en flaske Barolo, der er pakket ind i et umiskendeligt stykke gråt papir. Mette Kirstine Goddiksen er tekstforfatter/direktør i eget firma, Fars Bagagerum, 34 år og mor til tvillingpigerne Fie og Anna på 4 år. Fritidsinteresser er at undre sig over verden, løbe langt og stærkt, voldsvede på en spinningcykel og formidling af den gode historie. E-mail: mettekirstine76@hotmail.com.