Total får grønt lys til endnu to kemikalier

To nye midler mod skum og lugt er ikke til fare for miljøet under skifergasboring, vurderer Naturstyrelsen

Det kan både skumme og lugte, når man borer efter skifergas. Nu får Total lov til at bruge to kemikalier, der kan forhindre det.

Det kan både skumme og lugte, når man borer efter skifergas. Nu får Total lov til at bruge to kemikalier, der kan forhindre det.

KØBENHAVN:Naturstyrelsen har tirsdag afgjort, at det franske energiselskab Total kan benytte to nye kemikalier i forbindelse med prøveboringen efter skifergas ved Dybvad.

Det drejer sig om kemikalier, som Total vil tilsætte boremudderet i den del af boringen, der ligger under grundvandszonen. Total vil bruge i alt 200 liter til at forhindre skum- og lugtgener.

Efter at have konsulteret både Energistyrelsen og Miljøstyrelsen har Naturstyrelsen vurderet, ”at projektet vil være lige så sikkert som før, selv om man anvender de to nye kemikalier, især fordi de anvendes under grundvandszonen og i så små mængder, at det ikke kan være til skade for miljøet”, som det hedder i en meddelelse på styrelsens hjemmeside.

De to kemikalier blev anmeldt af Total onsdag i sidste uge. Det drejer sig om DF-550 (anti-foam agent) og MB-5111 (biocide).

Naturstyrelsens afgørelse betyder ikke, at Total nu kan genoptage boringen. Den blev suspenderet for to uger siden, da det kom frem, at selskabet anvendte - eller havde tænkt sig at anvende - ni kemikalier, der ikke var omfattet af vvm-tilladelsen, og som først blev anmeldt mandag i sidste uge.

Først når - eller hvis - også disse ni kemikalier bliver godkendt, kan borearbejdet gå i gang igen. Kemikalierne er i øjeblikket ved at gennemgå en screening, som afsluttes tirsdag i næste uge. Først derefter vil Naturstyrelsen - der har afløst Frederikshavn Kommune som tilsynsførende myndighed med skifergas-projektet - afgøre, om boringen kan genoptages uden en ny vvm-proces.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.