Total frihed er lig med ufrihed

I år fejrer man over hele verden foruden dramatikeren Henrik Ibsen (1828-1906) også psykoanalysens fader Sigmund Freud (1856-1939).

Mens man for Henrik Ibsens vedkommende fejrer 100-året for hans død, fejrer man for Sigmund Freuds vedkommende 150-året for hans fødsel. Henrik Ibsen var norsk dramatiker og bragte med sine mange skuespil både sig selv og Skandinavien op i den litterære verdensklasse. Det gjorde han ikke mindst, fordi han i sine skuespil som noget nyt gik psykologisk til værks. Alt det, som binder mennesket fast i ufrihed og tvang, og som naturligvis ikke mindst ligger tilbage i en fortrængt fortid, skæbne eller historie, bliver i Ibsens skuespil søgt afsløret, for derved at aftvinge dem deres magt over menneskers sind og tanker. Ibsen forfulgte således den i datiden så dominerende bestræbelse på i ikke mindst litteraturen at sætte fokus på menneskets frihed og frigørelse fra falske bindinger til fortiden, til traditionen, til religionen og til autoriteter. Og denne bestræbelse bringer Ibsen i nært slægtskab med psykoanalytikeren Sigmund Freud. Faktisk henviste Freud selv til netop Ibsens psykologiske dramaer som illustrative eksempler i fremstillingen af hans psykoanalytiske teori. For også for Freud var frihed og frigørelse et ledende motiv. Også han ønskede at sætte mennesker i frihed ved at fremmane alle de fortrængte, men netop derfor skadeligt virkningsfulde konflikter eller smerter i menneskets fortid, så de kunne komme ud i det åbnende, klare dagslys. For både Ibsens og Freuds vedkommende gjaldt det, at kun ved at kende sine egne dæmoner og blive så gennemsigtig i forhold til sig selv som overhovedet muligt, kan man for alvor gøre sig håb om at blive fri. Det er også værd at nævne disse ting i forbindelse med det kristne evangelium, fordi Jesus på et tidspunkt kan synes at forfølge samme bestræbelse som både Ibsen og Freud, når han f.eks. siger: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« Jesus ville langt hen ad vejen have hyldet ”Det moderne gennembrud” og dets program om frihed og frigørelse. Det er en indlysende idéhistorisk kendsgerning, at uden evangelisk kristendom heller ingen Ibsensk dramatik eller freudiansk psykoanalyse. De står både direkte og indirekte i dyb gæld til kristendommen. De har ønsket om menneskelig frihed og frigørelse til fælles. Alligevel er også vigtigt at understrege forskellen. Ellers går al for mange ting tabt i både evangeliet og i såvel psykoanalyse som i dramatik. Grænsedragningen er imidlertid så småt ved at være tilnærmelsesvist klarlagt, således at mange psykologer i dag kan vende sig frit mod en naturlig accept af religionen i almindelighed og mod den kristne sjælesorg i særdeleshed. Ligesom omvendt den såkaldte pastoralpsykologi længe har været et helt uomgængeligt praktisk-teologisk fagområde, hvori mange præster henter stor inspiration og forsøger at dygtiggøre sig til den personlige sjælesorg. Det er ydermere sådan, at det var én af Freuds nære venner, præsten og psykoanalytikeren Oskar Pfister (1873-1956), der blev ophavsmand til den egentlige pastoralpsykologi, som vi kender den i dag. Alligevel har konflikten op gennem det 20. århundrede været mest iøjnefaldende. Og det er i dag vigtigere end nogen sinde tidligere at fremhæve, at evangeliet har et langt mere indgribende begreb om frihed og frigørelse end psykoanalysen og det såkaldte ”moderne gennembrud” – herunder også Henrik Ibsen. Evangeliet har loddet dybden i menneskets sjæl dybere, end psykoanalysen eller den moderne frigørelse har. Det viser sig ikke mindst i al den dæmoni, som en falsk forestilling om frigørelse og frihed har gennemtrumfet i vores tid. Evangeliet véd nemlig, at total frihed og total frigørelse er nogenlunde direkte forbundet med total ufrihed, angst, fortabelse og afmagt. F.eks. véd evangeliet om mennesket, at det slet og ret er bundet. Der findes en bundethed, som mennesket ikke kan undslippe. Det er den ganske særlige bundethed eller tvang, som al sand og ægte kærlighed udøver over et hvilket som helst menneske. Denne ægte og sande kærlighed er mennesket dybt afhængig af. Mennesket kan godt forsøge at frigøre sig fra den og komme på afstand af den, men kun for derved for alvor at blive klar over, hvor simpelthen livsnødvendig denne kærlighed er for det at være et sandt og helt menneske. Evangeliet går med andre ord til roden (lat. radix, deraf radikalisme) og er derfor virkelig radikal – blot ikke kulturradikal! For hvad skal friheden bruges til? Ja, evangeliet kender den ydre frigørelse og frihed som den stærkeste form for bundethed. I den totale frihed fra alt ydre bliver man just om noget bundet nagelfast – til sig selv! Holdt stramt fast i jegets snor. En slave af sine tilfældige luner og indfald. Rastløs, ustadig, en vindbøjtel, der svajer for vinden, uanset hvor den blæser hen. At være bundet til sig selv i en overdrevent påståelig frigørelsestrang, er for evangeliet det samme som at være bundet til synd og død. Vi skal alle dø og kan ikke gøre noget ved det. Og hvis angsten for min egen død gør mig ufri, så vil ikke et nok så kolossalt opbud af psykoanalytikere og -terapeuter kunne bringe mig fri af denne ufrihed. Det kan kun den korsfæstede, men opstandne Kristus. Og han er ikke hverken psykoanalytiker eller -terapeut. Han er Gud og frelser. Hvilket selvsagt ikke betyder, at evangeliet ikke også er tilhænger af frigørelse og frihed i det ydre, hvis også det binder én fast. I dén henseende arbejder psykologi og evangelium sammen – uden adskillelse og uden sammenblanding. [ Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.