Tylstrup

Toto-nedbrud betød natteforestilling

AALBORG:Med samsending med Halmstads-banen i Sverige og et langt toto-nedbrud i den forbindelse blev det med hele 11 løb en særdeles langtrukken affære på Aalborg Væddeløbane i aftes. Det fik også stor indflydelse på denne reportage, idet man ved redaktionens afslutning kun akkurat havde kørt syv løb. Af dem havde Skive-trænere vundet ikke mindre end de fem. I 1. V5-afdeling gav den tre-årige Giovanni således en fin prøve på sit store potentiale styret af Skive-træner Knud Mønster. Selvom Skive-træner Seppo Kukkonen stred bravt fra spids med den ikke uefne Gnags Time, var der intet at stille op, da Knud Mønster ind på sidste lige bane satte Giovanni op på den store remskive. Sejren var kort, men mere sikker end den måske så ud. Giovanni er ejet, opdrættet og trænet af Aalborg-banens normale starter, Stanley H. Simonsen, der her har fået sig en hest, der muligvis med lidt held kan vokse ind i årgangssammenhæng næste år. Århus-kusken Birger Jørgensen fulgte op i 2. V5-afdeling, da han efter behag sejrede efter næsten start-til-mål føring med favoritten Felix Ø, der bare bliver bedre og bedre fra start til start. Den favoritbetonede V5-omgang fortsatte i 3. afdeling, hvor træner Bo Westergård trods det vanskelige spor 12 bag startbilen allerede havde placeret sin evnerige traver i spids efter 700 meters kørsel. Siden var det spil til et mål med halen lige i vejret, selvom Fellini Molar lige afprøvede sine tilhængere med en 'gider ikke pause' i opløbsvinget. Ind på lige bane trak han dog igen og var uendelig sikker i mål. Meget tyder på, at opdrætter og ejer, John Petersen i Tylstrup, således snart igen har en tophest klar til Sverige enten som egen starthest eller nok mere som et godt salgsobjekt. Fjerde V5-afdeling gav langt om længe en mindre outsidersejr. Det sørgede Skive-træner Seppo Kukkonen for med Diza Tuffing, der tordnede til spids og siden ikke var til at hente, selvom Chain Expert forsøgte sig på de sidste meter godt kørt af jockey Bent Chr. Jensen. Sidste V5-afdeling gav et ordentligt skrald, da Knud Mønster igen huserede. Denne gang med outsideren Emma Hastrup, der førte fra start til mål og sejrede ganske let. Det bragte dagens ellers beskedne V5-gevinst op fra 204 kr. efter 4.afdeling til pæne 3.031 kr. til 26 spillere. Aalborg-banens direktør Jørgen Mortensen vurderede, at aftenens samsending med Halmstad med de deraf opståede toto-problemer kom til at koste banen små 300.000 kroner i tabt omsætning.