Tottenham savner Eriksens mål

Han scorer mange mål for Danmark, mens det er fem måneder siden han sidst scorede i Premier League

Christian Eriksen scorede søndag to gange for Danmark, der besejrede Wales med 2-0 i Aarhus i Nations League. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fodbold 12. september 2018 09:25 - Opdateret 12. september 2018 10:02

FODBOLD: Landsholdsstjernen Christian Eriksen scorer mange mål for Danmark og få for Tottenham.

I søndags nettede den 26-årige midtbanespiller to gange, da landsholdet slog Wales med 2-0 i Nations League. I Tottenham lader det første mål i sæsonen endnu vente på sig.

- Det er godt at gå ind til weekenden i den form.

- Jeg har altid mange skudforsøg, også i Premier League, men den er bare ikke gået ind endnu, siger Eriksen til Sky Sports før lørdagens hjemmekamp i ligaen mod Liverpool.

Danskeren scorede senest for Tottenham i midten af april i et opgør mod Manchester City.

Siden scoringen mod City 14. april er det ikke lykkedes at komme på måltavlen i ni Premier League-kampe samt en semifinale mod Manchester United i FA Cuppen.

Mens danskeren har ramt en mindre måltørke i Tottenham, så er det blevet til 15 scoringer for landsholdet i Eriksens seneste 18 optrædener for Danmark.

- Jeg forsøger at komme i gode positioner i alle kampe, så jeg kan skabe noget eller forsøge med skud, men de går hele tiden i mål, når jeg spiller på landsholdet, siger Eriksen.

Målfarligheden på landsholdet kan også skyldes, at midtbanespilleren indtager en lidt anden rolle for Danmark, end han gør i Tottenham.

- Jeg er lidt længere fremme på banen på landsholdet og er ikke så meget med i det opbyggende spil. Det skyldes sikkert, at vi generelt ikke har så meget opbyggende spil som i Tottenham, forklarer Eriksen.

Tottenham møder lørdag Liverpool på hjemmebane i Premier League. Liverpool er ubesejret efter de fire første spillerunder, mens Tottenham har ni point.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...