Cykelsport

Touren indledes i Nice i 2020: Danmark håber på 2021

Tour de France begynder i Nice i 2020. Danmark ønskede også at åbne Touren, men må vente i mindst et år mere.

Nice bliver startby i Tour de France i 2020. Det er sket en gang før - i 1981. Den franske cykelrytter Bernard Hinault, som her ses i den gule trøje under Tour de France i 1981, vandt prologen i Nice i 1981. Den belgiske sprinter Freddy Maertens, som ses i den grønne pointtrøje, vandt i 1981 første etape i Touren, som også blev kørt i Nice. Foto: AFP

Nice bliver startby i Tour de France i 2020. Det er sket en gang før - i 1981. Den franske cykelrytter Bernard Hinault, som her ses i den gule trøje under Tour de France i 1981, vandt prologen i Nice i 1981. Den belgiske sprinter Freddy Maertens, som ses i den grønne pointtrøje, vandt i 1981 første etape i Touren, som også blev kørt i Nice. Foto: AFP

Det bliver ikke i Danmark, at Tour de France indledes i 2020.

I stedet er den franske by Nice valgt som startby. Det meddeler arrangørerne af Touren på Twitter mandag.

Det bliver anden gang i historien, at Nice bliver startby, og det sker 27. juni 2020. Nice var også startby i Touren i 1981.

Danmark har ansøgt om at få Tour-starten til landet i enten 2019, 2020 eller 2021. Men det kan nu tidligst blive i 2021.

Det bliver dog i hård konkurrence med flere andre store cykelnationer.

I 2021 ønsker blandt andet Norge og Storbritannien også at få lov til at afholde Tour-starten.

Næste år starter Touren i Bruxelles, så to af de tre år, Danmark har ansøgt om, er nu ude af billedet.

Da Tour-feltet kørte prologen i Nice i 1981, endte franskmanden Bernard Hinault som etapevinder. Og han vandt også Touren sammenlagt få uger senere.

1981-triumfen var Hinaults tredje Tour-titel ud af de fem, han endte med at vinde.

- Jeg tror, at mange ryttere vil modtage denne nyhed med et stort smil, siger Tour-direktør Christian Prudhomme.

I Nice er borgmester Christian Estrosi begejstret for at få turister til byen og omegn.

- Touren er den tredjestørste internationale sportsbegivenhed, og det betyder et betydeligt økonomisk boost for hele regionen, lyder det fra Christian Estrosi.

Nyheden om Tour-starten i Nice kom, mindre end 24 timer efter at 2018-udgaven af Paris-Nice var overstået med spanieren Marc Soler som vinder.

- De seneste udgaver af Paris-Nice har vist en variation af landskaber, og det er med til at øge spændingen, angrebene og showet.

- Det er præcis, hvad vi ønsker at tilføre Touren i 2020, siger Prudhomme.

Dette års Tour de France indledes i Vendee i det vestlige Frankrig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst