Tour de kunst

Der er nok at vælge iblandt. Kan man ikke vælge selv, anbefaler NORDJYSKE disse to ture ud til påskekunsten

Der er meget kunst i påsken, og NORDJYSKE vil - som sædvanlig - komme med idéer til, hvor man kan køre hen, hvis der skal kigges kunst. Og indrømmet: Det er en svær opgave, for der er virkelig meget at vælge imellem. Og indrømmet: Det er ondt gjort, men vi har droppet Himmerland. Simpelthen fordi Vendsyssel er et overflødighedshorn af kunst her i påsken. Vi har lavet to turforslag. Hertil har vi brugt søndagens store kunstoversigt i avisen. Samt hvad vi ellers har hørt om. Vi har lavet en østtur og en vesttur. Lad os starte i vest, og det gør man passende i nord. Her vil vi anbefale, at man tjekker ind hos Galleri ME på Bindslevvej i Tversted, hvor påsken er skudt godt i gang, hvis man ser den fabelagtige udstilling på stedet med Peter Ejlskov. Herfra er der såmænd ikke så langt ned til Hirtshals. Her har den efterhånden 84-årige Louis Nielsen tradition for at lave en fed udstilling med masser af navne. Den finder man på Hirtshals Hotel. Værkerne hænger overordentligt tæt hos Louis, så det er muligt at se rigtig meget kunst på kort tid. Den anden del af Kunst i Hirtshals er Den gamle Station, hvor der også er masser af kunstnere med. Og så er der kommet endnu en udstilling til i Hirtshals her på falderebet. Det er hos kunstneren Johnny Larsen. Straandvejen 4, Tornby. Efter at have boet og arbejdet i mange år i Skallerup, er han flyttet. Til Tornby lidt længere oppe ad kysten. - Jeg kunne vel have valgt en storby. Men jeg valgte kysten igen, siger Johnny Larsen. - De seneste par påsker har jeg været nede hos Louis, men i år kører jeg selv. Jeg udstiller her i mit værksted, og foruden mine egne skulpturer, er der grafik og maleri af min gamle ven Per Børge Maltesen fra Lønstrup. Ham har jeg kendt i masser af år, og vi var med til at genåbne biografen i Lønstrup sammen. - Når påsken er slut, stopper jeg udstillingsvirksomheden, men åbner igen til juli. Det er ikke noget galleri, jeg driver, og jeg skal ikke tjene på det. Men jeg oplever, at folk kommer og banker på og vil se, hvad det er, jeg har. Folk kan jo ikke udefra se om jeg ser samler eller kunstner. Det er dog beskedent, hvad jeg har af stalddørssalg. Mange går forgæves, når de ser priserne, siger Johnny Larsen. NORDJYSKE har dog også skelet lidt til prisskiltene hos Larsen, og der er på hans udstilling også nogle skulpturer helt ned til 1500 kroner, og i betragtning af, at der let ligger tre ugers arbejde bag en skulptur, er der tale om rent røverkøb. - Ja, jeg ved godt, at det er billigt. Men der skal jo også være plads til at alle kan købe, siger Johnny Larsen undskyldende. Selv om han er kendt som stenhugger, har han faktisk også malerier med. - Jeg har ikke malet i 20 år. Men jeg har nogle gamle ting med. Jeg maler dog fortsat akvarel, men det er ikke noget, jeg sælger. Jeg er nemlig billedhugger, og så er man nødt til at koncentrere sig om stenene, fortæller Johnny Larsen. Fra Tornby er der mindre end et kvarters kørsel ned til Lønstrup, hvor Galleri Uggerby påsken over har en kæmpeudstilling med internationalt kendte navne. Herfra kan man køre ud til Børglum Kloster og forbi klostret mod Vrendsted, hvor man finder PondCottage Art med en formidabel udsigt til klostret. Dette galleri ligger midtvejs mellem landsby og kloster, og det drives af Bodil Dam. Hun viser egne værker, og det er skulpturer af stentøj. På væggene er billeder af Nina Friis. - I 25 år har jeg undervist i billedkunst på gymnasium. Så tog jeg orlov et år, for at få tid til at lave kunst på fuld tid, og nu har jeg været fuldtidskunstner i to år. Jeg har selvfølgelig altid arbejdet med kunst, siger Bodil Dam. - Vi har boet her på gården siden 1979, og de seneste fire år har jeg haft galleri og værksted her i den gamle kostald. Selv om vi ligger langt ude, kan folk sagtens finde stedet, og vi havde nogle hundrede gæster sidste år. Her i vinter har jeg været på bronzestøberi-kursus, og som noget nyt kan jeg nu tilbyde folk skulpturer i bronze, fortæller Bodil Dam. På vej sydover igen kan man enten tage til Apriludstillingen i Vrå, som er virkelig god i år, eller man kan tage inden om hos Jytte Gaihede og Gunnar Kappelskov i Ingstrup. Eller tage dem begge. Selv om flertallet af udstillingsstederne ligger tæt på Vestkysten, kan man også fornøje sig i Østvendsyssel. Vores tur nummer to starter i Brønderslev, hvor der i snart 30 år har været en kæmpeudstilling på gymnasiet. Formentlig den største i Nordjylland og muligvis også den største i hele landet. Lokale efter lokale, gang efter gang er fyldt med kunst, og det er en glimrende ouverture til en dag i kunstens tegn. Herfra kan man køre op til Frederikshavn, hvor man kan vælge Galleri 7 eller Galleri O. Det er Rita Kirkeby Larsens værker, der kan ses på O'eren, mens man finder værker af Allan Axelsen og Anny Bloiustrupmoen på 7'eren. Nede i Sæby ligger Galleri Nordenvind, og også her er der en perlerække af kendte kunstnere fra ind- og udland. Denne udstilling er absolut et must på Østkysten, og herfra bør man drage ned til Dronninglund, hvor der er tre udstillinger. Især to skiller sig ud i den bedre ende. Det er Fynsk Forår på Dronninglund Kunstcenter og den traditionelle udstilling i kælderen under Dronninglund Slot. Kvinden, der hersker i kælderen, er keramikeren Jette Abildgaard. Det er hende, der diktatorisk har drevet udstillingen gennem 14 år. - Der er fem faste udstillere år efter år, og så har vi gæster med. Vi er ni udstillere denne påske, fortæller Jette Abildgaard, som driver en af de udstillinger, der har virkelig mange gæster hver år. Der plejer at komme 6-7000 på slottet. - De første år betalte jeg selv alt, men nu betaler kommunen huslejen. Men jeg bestemmer stadig alt, siger hun med et grin. Der er mange, der gerne vil en tur på slottet i påsken, så Jette Abildgaard får mange henvendelser. Derfor sker der år efter år en omhyggelig udvælgelse. - Det er vigtigt at få blandet stilarterne. Altså glas, keramik, skulptur billeder med mere. Efterhånden har vi et stort salg her. Vi sælger for mere end 200.000 kroner, og der er nærmst kø for at købe umiddelbart efter ferniseringen, siger Jette Abildgaard. De fire andre faste udstillere på slottet er malerne Lene Frederiksen, Elisabeth Asli, Marna Rix og Hans-Jørn Hessner. Gæsterne i år er maler Rikke Nygaard, smykkekunstner Grethe Lykke Refsgaard, billedkunstner Line Grønkjær og billedhugger Jens-Peter Kellermann. Hvis man ikke er udmattet af kunst, så ligger Hou tæt på, hvor der også er to udstillinger. Men der er jo mange andre muligheder. I avisen i søndags fortalte vi om 60 udstillinger i alt. Så vælg selv. Vælg om man skal kalde det et overflødighedshorn eller et tæppebombardement.