Tour-hold afviser dopingrygter

Cykelholdet Europcar benægter brug af doping efter historie i L'Equipe, som skriver, at en dopingsag er åbnet.

Tour-hold afviser dopingrygter

Det franske cykelhold Europcar, der blandt har franskmændene Thomas Voeckler og Pierre Rolland som stjerner, skal forholde sig til dopingrygter få dage før starten af Tour de France, som begynder på lørdag.

Den franske avis L'Equipe skriver, at de indledende undersøgelser er begyndt mod holdet, som er under mistanke for brug af doping i august sidste år.

Europcar fastholder sin uskyld.

- Jeg har ringet til mine advokater med det samme. Vi har en ren samvittighed, og vi vil svare på alle spørgsmål i sagen, siger holdets manager, Jean-René Bernaudeau, til Reuters.

Ifølge L'Equipe er det en anklager i Paris, der har startet en undersøgelse af holdet.

- Intet er afgjort endnu. Vi åbner mange indledende undersøgelser, uden at det bliver til noget, er anklager Dominique Perard citeret for at sige til L'Equipe.

/ritzau/