Tour: Sagan går glip af endnu en etapesejr

Australske Simon Gerrans tog fusen på Peter Sagan på 3. etape. Optur for Orica-Greenedge efter bus-fadæsen.

Tour: Sagan går glip af endnu en etapesejr

Heller ikke i tredje forsøg lykkedes det for Peter Sagan at vinde en etapesejr i Tour de France.

Den slovakiske stjerne blev slået med mindst mulig margin. Målfotoet viste de barske realiteter for mandagens storfavorit, han kørte over stregen som nummer to - bag australske Simon Gerrans.

Dermed lykkedes det Gerrans at indfri et af sine helt store sæsonmål, som netop var at vinde 3. etape med fire mindre stigninger på vejen fra Ajaccio til Calvi.

Og samtidig sørgede Gerrans for oprejsning til Orica-Greenedge efter bus-fadæsen på Tourens 1. etape, hvor det var det australske holds bus, der skabte kaos i målbyen, fordi den kørte fast på selve målstregen.

145,5 kilometer var den beskedne distance for den sidste af Tourens tre indledende etaper på Korsika.

Straks fra start blev der blæst til angreb. Sidste års Post Danmark Rundt-vinder Lieuwe Westra fra Vacansoleil stak af i samme øjeblik, løbet var skudt i gang, og han fik følgeskab af fire andre. De fem holdt sammen det meste af dagen.

Helt som ventet holdt feltet dem dog i så tilpas kort snor, at de med 20 kilometer igen måtte se forspringet være under et minut.

Simon Clarke fra Orica-Greenedge forsøgte at køre alene væk fra udbruddet og gav gas for at hente dagens sidste bjergpoint, men han blev ædt af Pierre Rolland, der nemt hentede bjergpointene og kører videre i bjergtrøjen.

Feltet var over toppen kort efter, og så var der dømt lynhurtig nedkørsel for et stort felt med Peter Sagan som favorit til etapesejren.

Det var tæt på, men Simon Gerrans sørgede for endnu en ærgerlig andenplads til Sagan, der også blev toer søndag.

Dagen igennem knoklede Radioshack-mandskabet i feltet - anført af veteranen Jens Voigt. Missionen var at holde Jan Bakelants i den gule førertrøje, og den mission lykkedes.

På forhånd var 3. etape frygtet af mange på grund af små og dårlige veje op og ned på Korsika, men der skete ingen fatale styrt.

Feltet forlader nu Korsika.

Tirsdag gælder det en uhyre vigtig etape for favoritterne til den samlede sejr i årets Tour de France, når holdene kører en holdtidskørsel på 25 kilometer med start og mål i Nice.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.