EMNER

Tourfeltet kommer til Aalestrup

AALESTRUP:Helt på højde med Tour de France, når AIFs støtteforening nok ikke i Aalestrup, når foreningen den 3. september arrangerer et stort cykelsponsorløb. Alene bakkerne i det flade Aalestrup lader en del tilbage at ønske i den sammenhæng. Og nok rummer feltet kendte navne, men det er ikke jut for deres cyklemæssige kvaliteter, de er kendt. Men det er heller ikke nødvendig, for Tour de Aalestrup handler først og fremmest om at skrabe penge sammen til at drive Aalestrup IF. - Formålet er helt klart at skaffe penge til AIF, så det handler om at få flest mulige sponsorer og ryttere på banen, men der er naturligvis også prestige i at cykle længst, forklarer en af de ansvarlige for løbet, Jørgen Andersen. - Vi har inviteret en række "prominente" borgere til at cykle på den 1 km lange rundstrækning midt i Aalestrup by, og vi har en forventning om at mange af dem takker ja. Blandt andet har arrangørerne inviteret er knaberdronningen, kommunens borgmester, flere lokalpolitikere, indehavere af byens butikker, en hel del aktive sportsfolk og ikke mindst masser af borgere som ønsker at støtte vores idrætsforening, fortsætter Jørgen Andersen. - Vi har efterhånden opnået en vis erfaring i at arrangere disse løb og år for år er det lykkedes os at øge overskuddet. I år håber vi at kunne slå alle rekorder, og vi har en lille drøm om at vi kan passere 100.000 kr, men mindre kan naturligvis også gøre det. Der er ikke noget bestemt krav til cykelrytterne om, hvilken cykel de skal køre på. - Så vi håber, at der også i år vil være en masse spændende cykler, forklarer Jørgen Andersen. Sidste år mødte bestyrelsesmedlemmerne fra erhvervsklubbe således op på postcykler iført tætsiddende gule trøjer, og de har allerede meddelt at de også deltager i år.