EMNER

Tove og Bruno inviterer 50 til juleaften

SÆBY:Tove og Bruno Hansen regner med, at der igen i år vil samles 50 deltagere, når der 24. december bliver åbnet for en anderledes juleaften i Algade 3. Bruno Hansen oplyser, at aftenens gæster er fra otte til 94 år, og at 15 af deltagerne aldrig har været med før. Mange vender dog tilbage til arrangementet år efter år. Efterhånden har Tove og Bruno Hansen fået ganske godt styr på forløbet. Parret står selv for madlavningen, og hver af deltagerne får en julegave, som naturligvis bliver købt af Tove og Bruno Hansen. - Vi mærker en stor velvilje, og butikkerne er rundhåndede med prisen på gaverne, siger Bruno Hansen. På grund af den økonomiske støtte er der derfor også mulighed for at leje en taxa, så de ældre og dårligt gående kan blive fragtet til kirke om eftermiddagen. Bruno Hansen oplyser, at der bliver knyttet mange venskaber sådan en juleaften i Algade 3, og klokken bliver nemt over midnat, inden det hele er overstået.