Toyota anklaget for tyveri

Bulgarsk opfinder mener, at have rettighederne til det system, som Toyota bruger i deres hybridmodeller

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Roumen Antonov kan blive en velhavende mand, hvis Toyota bliver dømt til at betale for anvendelsen af hans opfindelse.

Den bulgarskfødte opfinder, Roumen Antonov, kan blive en særdeles velhavende mand, hvis det viser sig, at han har ret. Han mener nmelig at have patent på en del at det hybridsystem, som Toyota anvender i den succesfulde Prius, der allerede er solgt i mere end 100.000 eksemplarer i USA. - Toyota bruger min opfindelse som nøgleteknologi og jeg har ikke modtaget noget som helst i betaling, siger Antonov til tyske Autobild. Antonov udviklede allerede i 1988 det system, der fordeler kraften mellem benzin- og elektromotoren og generatoren. En teknik, som han patentanmeldte i Frankrig samme år og som siden 1992 har været patentbeskyttet i Europa. Opfinderen har sit eget firma, der har hovedkontor i Paris, hvor han netop lever af, at andre firmaer, blandt andet bilfabrikker, bruger hans opfindelser mod betaling. I første omgang sagsøger han Toyota for 21 millioner kr. Men potentialet kan være betydeligt højere, forlyder det. Det er retten i Düsseldorf, som skal afgøre sagen, der godt kan blive et bet for Toyota. Roumen Antonov er nemlig vant til at kæmpe. 17 gange forsøgte han at flygte fra det kommunistiske Bulgarien inden det lykkedes at komme til Frankrig. I sin taske havde han dokumenter med skitser, der beskrev det patent, der nu kan koste verdens andenstørste bilfabrik en formue. Patentadvokat, Christian von Lettow-Vorbeck, som Autobild har forelagt sagen, er ikke i tvivl. - Antonovs og Toyotas system ser meget ens ud og principperne er de samme, mener han. Toyotas modangreb ligger hos patentretten i München, hvor bilfabrikken har nedfældet et papir, der skal opløse Antonovs patent, som man muligvis vil begrunde med, at opfindelsen er for simpel til at blive adlet med et patent. Indtil videre har Toyota i Europa ingen kommentarer til sagen.