Toyota satser europæisk

Biler 1. juni 2003 08:00

Toyota vil bygge flere biler i Europa. Fabrikken har netop offentliggjort planer for udvidelse af produktionskapaciteten i Europa. Fabrikkerne i Burnaston i England samt fabrikken i Valenciennes i Frankrig udvider i løbet af andet kvartal 2004 fra to- til treholdsskift. Den årlige produktionskapacitet af Toyota Corolla og Avensis i England vil herved blive øget fra de nuværende 220.000 til 270.000 biler. Dette vil samtidig medføre, at der hos Toyota Motor Manufacturing UK (TMUK) vil blive skabt 1.000 nye arbejdspladser. En udvidelse til treholdsskift hos Toyota Motor Manufacturing Frankrig (TMMF) vil medføre en forøgelse af den årlige produktion af Toyota Yaris fra 184.000 til 240.000 biler. I første omgang betyder udvidelsen i Frankrig, at der vil blive skabt 500 nye job. Med den aktuelle produktion på 100.000 biler på Adapazari-fabrikken i Tyrkiet (TMMT) og den planlagte kapacitetsudvidelse i England og Frankrig vil Toyota have en årlig produktion på 610.000 biler i Europa. I tillæg hertil vil Toyota og PSA Peugeot Citroën i 2005 starte den fælles produktion af 300.000 "mini" biler, hvoraf 100.000 vil bære Toyota-navnet. Toyotas fabrikker i Burnaston og Deeside, England, var de første produktionsfaciliteter i Europa. I december 2002 kunne man her fejre 10 års jubilæum, og man havde på det tidspunkt fremstillet mere end 1,3 millioner biler og 1,1 millioner motorer i England. I januar 2003 startede produktionen af den helt nye Toyota Avensis sideløbende med Corolla produktionen. Den engelsk fremstillede nye Avensis vil være den første europæiske Toyota, der skal eksporteres til Japan. Toyota England beskæftiger i dag 4.600 medarbejdere. Toyotas franske fabrik i Valenciennes i det nordlige Frankrig har siden 2001 fremstillet den succesfulde Yaris, og på de to første år er det blevet til mere end 200.000 biler. I november 2002 blev den årlige produktion øget til 184.000, og det betyder, at der i dag hvert minut kører en Yaris fra båndet på fabrikken i Frankrig. I første kvartal af 2003 opnåede Toyota et rekordstort salg på 212.069 biler i Europa - en stigning på 4 pct. i forhold til året før.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...