Trådløs stikkontakt

{ Verden bliver mere og mere trådløs, og nu er turen kommet til el-installationerne. El-materielproducenten Lauritz Knudsen har udviklet en serie trådløse afbrydere og stikkontakter. Den nye trådløse el-installation bliver styret via radiosignaler og giver boligejere nye muligheder for at renovere deres bolig. Man behøver ikke at fræse i vægge og paneler, når el-installationen skal renoveres. Det nye trådløse system kan blandt andet være nyttigt i handicap- og ældreboliger, i trappeopgange, kælderrum, lange korridorer eller udendørs i garage og cykelskur, som kan betjenes trådløst indefra, og systemet giver også mulighed for intelligent lysstyring i boligen, fortæller Carl Trock, administrerende direktør i Lauritz Knudsen i en pressemeddelelse. Det nye trådløse system består af en række trådløse afbrydere, der via radiobølger korresponderer med forskellige lampeudtag og stikkontakter. Det er altså ikke strømmen, som er trådløs, men betjeningen. De trådløse afbrydere og kontakter kan integreres med en central styreenhed.