Virksomhedsøkonomi

Trådløse eksperter tror på lys fremtid

RTX Telecom er sluppet helskindet gennem krisetid og har både plads, penge og potentiale til noget større

NØRRESUNDBY:Mens lidelserne fortsætter for mange andre i IT-verdenen, har nordjyske RTX Telecom opnået et resultat efter skat på 13,6 mio. kr. i 2001/02. Overskuddet retter op på situationen efter sidste års minus, og dermed ser det ud til, at koncernen helt har lagt krisetegnene bag sig. Samtidig står udviklingshuset med speciale i mobiltelefoni og anden trådløs teknik godt rustet til at springe på et nyt opsving inden for al den smarte elektronik. Det handler blandt andet om, at vi alle i stigende grad vil have trådløs adgang til internettet, ikke blot på jobbet men også på hjemmefronten. Først og fremmest har koncernen et stort potentiale at byde på hos de knap 250 ansatte og generelt i virksomhedens indhøstede viden og patenter. Desuden er der rent fysisk plads til at udvide med op til 150 nye medarbejdere i hovedkvarteret i Nørresundby, hvis markedet giver mulighed for ny ekspansion. Og så har RTX Telecom en solid egenkapital - ifølge regnskabet 384 mio. kr. - hvor flere konkurrenter, eksempelvis nordjyske Shima, er gået ned, netop fordi de ikke var kapitalstærke nok. - At være finansielt stærk er uhyre vigtigt på et felt som vores, hvor man tit kan opleve at planlagt udvikling udskydes halve eller hele år. Selv om vi kan se endog meget store muligheder tegne sig, kan vi jo ikke på forhånd sige præcis, hvornår ordrerne er i hus, siger administrerende direktør Jørgen Elbæk. Han vil ikke umiddelbart give noget bud på, om der er flere ansatte i koncernen næste år ved samme tid. - Meget taler for det kan man sige, og jeg ved også, at vi vil kunne få de folk, vi eventuelt måtte få brug for. Men vi må også erkende, at vi har indstillet os på et noget andet væksttempo end i vores første 10 leveår, understreger Jørgen Elbæk. Til gengæld udpeger han uden tøven mobiltelefonerne - med alt hvad de nu kan bruges til - som det område, hvor der forventes størst fremgang. Og en stor del af salget vil foregå i verdens folkerigeste land, Kina, hvor RTX har haft held til at slå igennem med nye standarder. I øjeblikket køber kineserne mere end 5 millioner håndset om måneden, og Kina har fra starten sagt, at man ikke vil være afhængig af vesten, og derfor har landets ledelse fra starten investeret stort i egne standarder, som RTX altså har forstået at spille op til. Kun fire-fem virksomheder i verden har i øjeblikket kendskab til den 3G teknologi, som China Academy of Telecommunications Technology - CATT - har udviklet sammen med Datang og Siemens. Med baggrund i de indtryk, som RTX-udviklingschef Klaus Ahlbeck har fået under flere besøg i Kina vurderer han, at den kinesiske standard åbner døren til et marked af hidtil usete dimensioner. - Men selv om Kina er hot, lægger vi ikke alle vore æg i en kurv, indskyder Jørgen Elbæk. Somme tider skal man huske også at kigge den anden vej, når mange retter blikket i en bestemt retning.