Fjerritslev

Trådvarefabrik klar til at rykke

Lille veldrevet virksomhed med mod på at blive større kom med på vognen

STØVRING:Egentlig var det ikke nødvendigt for Tommy Søndergaard, indehaver af trådvarefabrikken NTFAalborg i Støvring, at foretage sig en hel masse for at komme videre i livet. 10 år efter overtagelsen af virksomheden er den velkonsolideret og inde i en god jævn udvikling. Men da tilbuddet om at komme med i vækstprogrammet Accelerator dukkede op, skulle der kun få overvejelser til, før Tommy Søndergaard sprang med på vognen, og i dag udgør NTFAalborg sammen med Migtaronics i Fjerritslev, Lyngsøe Systems i Aars og NJAMøbler i Thisted de fire første virksomheder i programmets pilotprojekt. - Netop det, at vi står i en attraktiv situation, er for mig det bedste udgangspunkt for at få prøvet nogle nye muligheder af. Vi kan tillade os at løbe en vis risiko, uden at sætte virksomhedens eksistens på spil, ikke noget med desperate redningsforsøg. Og ind imellem skal man prøve at satse, det er med til at bevare gnisten i dagligdagen, og vi vil da også gerne være med til at sikre Nordjylland nogle flere arbejdspladser i fremtiden, forklarer Tommy Søndergaard. Hele vejen igennem har han ellers satset på den sikre, forsigtige vækst - mens andre i branchen er gået ned, fordi de satsede alt for stort. Og det har givet pote, så fremstillingen af blandt andet rustfrit udstyr til fødevareindustrien i dag beskæftiger 25 heltidsansatte (inklusive hjemmeflettere, som leverer trådkurve til fabrikken). - Men jeg synes, at nu har vi så fast et fundament, at vi kan magte et lidt større spring. Og faktisk var vi selv i gang med en offensiv for at vokse lidt hurtigere. Vi nåede bare ikke målet, og min konklusion er nok, at vi er nødt til at se grundigt på, hvad vi skal gøre strategisk - det er ikke nok bare at ansætte en ekstra sælger. Så på den måde kommer Accelerator-programmet meget tilpas, konstaterer Tommy Søndergaard. NTF's muligheder for at vokse kunne både gå på nye markeder og nye anvendelsesomååder for trådvarerne fra Støvring. Ingen af konkurrenterne på de udenlandske markeder har specialiseret sig så meget inden for fødevareindustri som NTF, men det kan være svært at trænge igennem med budskabet om, hvor god man er, når man skal igennem flere forhandler led. - Så det er i hvert fald en af de ting, vi skal have set nærmere på, når vi lægger strategi i Acceleratorprojektet - hvordan man får udnyttet den hjemlige styrke i eksporten, påpeger Tommy Søndergaard. I dag henter NTF35 procent af sin omsætning i Tyskland, Norge og Sverige, og det kunne sagtens nå langt videre ud. - Men det kræver, at vi finder frem til de rigtige kunder. Vi hører stadig hjemme i den lidt håndværksprægede afdeling. Vi gør meget for at sætte os ind i kundernes konkrete behov, og det er også den kvalitet, der gør, at kunderne herhjemme er parat til at betale lidt mere, end de ellers skulle. Og vi ville aldrig kunne klare os, hvis det var et spørgsmål om ren priskonkurrence, forklarer Tommy Søndergaard. - Der er nok ingen tvivl om, at vi gør klogest i at vokse ved at gøre mere i det, vi er vi gode til. Det handler om at udnytte den viden og knowhow, vi har opbyggetMen somme tider bider den model også sig selv lidt i halen. Hvis vi satser på at opfinde og udvikle nye produkter til fødevareindustrien, kræver det også en vis volumen, før det kan betale sig, og måske skal man investere i nye maskiner for at leve op til kravene. Og det er lige præcis omkring den slags overvejelser, at det vil have stor værdi at komme med i Accelerator-projektets strategiudvikling, understreger Tommy Søndergaard.