Tradition for fejltagelser

Den tyske forfatter Henryk M. Broder har skrevet en bog om Europa og Islam. Den er blevet en bestseller i Tyskland og er nu udkommet på dansk med titlen ”Hurra, vi kapitulerer!”.

Litteratur 6. oktober 2008 06:00

Den tyske forfatter følger levende med i dansk udlændingepolitik og gør sig i bogen nogle tanker om, hvordan vi i Europa i det hele taget forholder os til Islam og dens fanatiske og voldelige udløber, islamisme. Herhjemme er billedet klart. Der findes den selvbestaltede kulturelite med højborg i Politikens Hus og på dagbladet Information. De er flove over at være danskere på grund af det, de betegner som en uanstændig og fremmedfjendsk udlændingepolitik. De efterlyser større kulturel åbenhed, tolerance og imødekommenhed. Politisk afspejler denne holdning sig i Enhedslisten SF, Det Radikale Venstre og dele af Socialdemokraterne. Så findes der befolkningsflertallet, som bakker op om det, der i disse kredse kaldes en fast og fair udlændingepolitik. Den holdning afspejler sig politisk i Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre og dele af Socialdemokraterne. Der hersker ingen tvivl om, hvor den tyske forfatter befinder sig holdningsmæssigt. Han er ikke bange for at tale den intellektuelle elite midt imod. En af hans interessante pointer er, at de intellektuelle har en lang tradition for fejltagelser. De har i virkeligheden altid haft en hang til det totalitære, siger han i bogen. Derfor er en del af kultureliten også frustreret, fordi dens store illusion, socialismen, er brudt sammen. Netop den kendsgerning gør, at de nu søger kompensation ved at udvise tolerance og en vis forståelse for islamisterne, der jo bekæmper den vestlige civilisation. Deres socialistiske projekt ligger i ruiner, hvorfor de i dag leger med tanken om at alliere sig med dem, der aktuelt bekæmper det bestående borgerligt liberale frie vestlige samfund. De venstreintellektuelle tørster kort sagt efter revanche. Som den tyske forfatter Horder udtrykker det: De er altid på udkig efter plejebørn, og da arbejderne ikke ville vide af dem, kaster de nu deres kærlighed på de fattige arabere, der er blevet åh så groft udnyttet af ”den vestlige imperialisme”. Sandheden er, at den arabiske verden slet ikke er fattig – de kan blot ikke administrere deres velstand, der er forbeholdt de få – bl.a. på grund af Islam. Horder siger videre, at de intellektuelle i Europa selv tror, de er så fordomsfri, men sandheden er den modsatte. Hvor den brede befolkning er jordbundet og ikke så let lader sig narre, forholder det sig helt anderledes med eliten. For gennemsnitsborgeren er en person, der spænder en bombe om maven og sprænger 30 mennesker i en bus i luften, en gemen morder. De køber ikke den med, at der er tale om en martyr. I modsætning til eliten, der – som Horder udtrykker det – ”sidder hjemme i sofaen med sikkerhedssele på og drømmer om at køre på motorcykel med en purung Che Guevara.” (!). Vi kan jo godt huske dem, alle avantgardisterne, der sad på kulturministeriets trappe og røg hash, alt imens deres revolutionshelte myrdede løs rundt omkring i verden. Ligesom kommunismen/socialismen dengang betegnedes som humanismens og fredens ideologi, således udnævnes nu Islam til ”fredens religion”, selv om den i praksis giver sig de modsatte udslag. Ja, men det er kun de islamistiske fanatikere – javel, svarer Horder, men en pct. af en befolkning er nok til at vælte et samfund, hvis denne procent er fuldstændig kompromisløs og villig til at risikere alt. Vi så det i Tyskland i 1933, tilføjer han. Hvad skal man stille op med sådan en provokerende og åbenmundet journalist og forfatter? Trække på skulderen af ham og betragte ham som en intolerant og snæversynet tåbe – eller måske lytte til ham og opfatte ham som den umiddelbare og ærlige dreng i ”Kejseren nye klæder”? Europa må tage sig sammen, advarer den tyske forfatter. Horder. ' Hvad svarer vi? Flemming Jansen er fhv. borgmester (V) i Pandrup Kommune, nu lektor og freelance-journalis. Bor på Østerled 5 i Pandrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...