Tradition og fornyelse

Birgitte Borup Rewes
Hotel Hvide Kro ligger ved den tidligere jernbanestation i Aalestrup.
Fødevarer 20. september 2006 23:32

HOTEL HVIDE KRO, AALESTRUP Det er masser af historie inden for de hvide mure på den gamle kro midt i Aalestrup. Mange munde er blevet mættet og mangen tørst slukket, siden der i 1904 blev indrettet restauration i bygningen ved siden af byens togstation, og selv om det sidste tog på Viborgbanen for længst er kørt forbi, har kroen overlevet. Siden 1955 under navnet Hotel Hvide Kro – og her indfinder vi os en lørdag aften for at smage på nogle af køkkenets frembringelser. Stedet blev i 2002 overtaget af det nuværende ejerpar – Elsebeth og Morten Røhl Grønbech, hvoraf sidstnævnte er køkkenchef – og siden er der sket en gennemgribende modernisering. Det klæder så absolut kroen, hvor den hyggelige restaurant er indrettet med en blanding af stilrent hvidt, stole i rokokostil og et tykt, rødt gulvtæppe, der gør undere for akustikken. Restauranten er langt fra overfyldt, men et par af bordene er dog fyldt op denne aften. Som mange andre kroer i provinsen ernærer Hvide Kro sig ikke mindst med mad ud af huset og festarrangementer, men alligevel har Hvide Kro et endog overraskende stort udvalg af både frokost- og a la carte retter. Udbuddet er en blanding af klassisk kromad, steaks og mere raffinerede retter. Jeg har medbragt to medspisere, og den ene kan lokalkendt berette om stedets fortidige indretning, mens vi i første omgang bestiller to retter pr. næse. Til forret vælger vi en akacieglaseret lakserose, en kylling-baconsalat og en svampesuppe. Tjeneren, der senere skal vise sig at være medindehaversken, går venligt og professionelt til værks, men kan kun tilbyde en enkelt hvidvin I halvflaskestørrelse. Ikke overraskende husets vin, der er fransk, men i øvrigt uden mange specifikationer. Den smager dog ganske udmærket, viser det sig, da den kort efter serveres. Det samme må siges om forretterne. Lakseanretningen er køkkenchefens egen opfindelse - en original kombination af røget laks med en snert af akaciehonning, serveret på en bund af varm karrycreme. Ikke den mest oplagte sammensætning, men i praksis fungerede den fede laks godt med karryen. Glimrende ret. Svampesuppen blev serveret med butterdejslåg og var tilpas cremet. Den smagte helt, som den skulle, mens min egen kyllingesalat var en smule kedelig. Meget ordinær kombination af bacontern, kyllingebryst i skiver og en blandet salat med iceberg som hovedingrediens og en - ganske vist hjemmerørt - dressing. Ikke ophidsende. Symfoni med mislyd I en vesthimmerlandsk by som Aalestrup, hvor eneste mulighed for at lufte fiskestangen er den nærliggende Simested Å, er det nok de færreste, der forventer et stort udbud af fiskeretter. Ikke desto mindre har man valgt at sætte tre af slagsen på menuen – laksesteak, skaldyr og det klassiske stjerneskud. En af dem skal selvfølgelig prøves, så jeg bestiller skaldyrssymfonien, mens medspiserne bestiller henholdvis en 200 grams oksemørbrad og en roulade af svinemørbrad. Oksemørbraden var fin og mør og blev serveret på en brandvarm støbejernstallerken med kartoffelgratin, en spinattimbale, brocollibuket og en bagt tomat. Kødet var anrettet på en saute af squash og rødløg, alt sammen meget veltilberedt og i orden. Saucen var valgfri, og valget faldt på en udmærket bearnaise, der dog næppe var lavet fra bunden. Svinemørbraden var en roulade fyldt med rørt urtefars og serveret med tilbehør mage til oksemørbradens. Dog med sharonsauce, som viste sig at være en lys svampesauce. Retterne gik godt i spænd med den glimrende argentinske rødvin – Terazzas de los Andes fra Mendoza-området, fremstillet på malbec. En blød og behagelig, let krydret og lækker vin, til den meget rimelige pris af 188 kroner. Aftenens største nitte er helt klart min egen skaldyrssymfoni, der betod af en ellers flot anretning af jomfruhummere, kæmperejer, blåmuslinger, laksemouse og spinattimbale. Når man har spist på restauranter ud til vandet, hvad mange jo har prøvet i et moderne samfund, og har fået serveret alt godt fra havet i næsten sprællende frisk tilstand, virker Hvide Kros alternativ underligt meningsløst. Ingen af rettens elementer var i top. Hummerne var tørre, rejerne var urtepanerede og tilforladelige, men heller ikke mere end det, muslingerne småseje og laksemoussen for fisket. I midten lå en safranrisotto, der smagte netralt og småkedeligt. Det kan kun undre, at retten overhovedet optræder på menukortet – endda som en af de dyreste til 188 kr. Ingen forventer det på en restaurant med den beliggenhed, og retten lever ikke op til hverken den øvrige standard denne aften eller de forventninger man med rette kan have til en fiskeret til den pris. Gode desserter En del af skaldyrssymfonien røg med tallerkenen retur, så derfor var der for mit vedkommende god plads til en dessert. De andre gjorde mig selskab, selv om deres kødretter hvilede tungere i maven. Jeg valgte en letfrossen ghanakage, der viste sig at være et lag frossen chokoladekage med et lag chokoladeis øverst. Ovenpå lå en kugle appelsinsorbet og tallerkenen var pyntet med frugt, blandt andet carambole (stjernefrugt) ananaskirsebær. Sorbeten gav fint modspil til den fyldige chokoladesmag, og retten var omkranset af et meget fint mønster af bærpuré og cremefraiche, der gav friskhed. Dejlig dessert. Den ene medspiser fik klassikeren over dem alle –en bananasplit, der ankom uden chokolade som bestilt - mens den anden fik en chokoladebombe, som viste sig at være en fyldig chokoladekage med vanilleis og frisk frugt. Intet at udsætte på desserterne, der omvendt heller ikke var ekstraordinære. Vi sluttede med kaffe og en enkelt avec til de ikke-kørende, og regningen endte på 1209 kroner. Det vil sige en kuvertpris i omegnen af 400 kroner, og det kunne endda have været gjort billigere. Det må siges at være rimeligt for et måltid mad, der langt hen ad vejen var i orden, endda med små kreative tilløb. På den positive side talte to gode forretter, gode stegeretter, god (og prisvenlig) vin, pæne desserter og god betjening. På den negative side den kedelige kylligesalat, den dårlige fiskeret og at hovedretterne blev serveret med næsten ens tilbehør. Vi ender på tre gafler til Hotel Hvide Kro, efterfulgt af en opfordring til at tynde ud i det enorme udbud på menukortet og i stedet fokusere på færre retter, som der til gengæld bliver arbejdet mere med. De kan nemlig godt lave god mad på Hvide Kro, og selv om den kulinariske totaloplevelse måske nok var blandet, blev det aldrig ligeyldigt den aften på kroen ved siden af jernbanen. birgitte.rewes@nordjyske.dk { Hotel Hvide Kro Jernbanegade 7, Aalestrup Tlf. 98641433 Åbent hver dag frakl. 12 (frokost), a la carte fra kl. 17.30 www.hotelhvidekro.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...