Træ vælter ned på skinnerne og blokerer tog på Sjælland

DSB har lørdag eftermiddag indsat togbusser mellem Ringsted og Sorø, da et træ er væltet ned over skinnerne.

Togrejsende på Sjælland, der skal køre via strækningen mellem Ringsted og Sorø, skal med togbus, da et træ er væltet ned på skinnerne. (Arkivfoto)

Togrejsende på Sjælland, der skal køre via strækningen mellem Ringsted og Sorø, skal med togbus, da et træ er væltet ned på skinnerne. (Arkivfoto)

RINGSTED:Et træ er væltet ned over togskinnerne mellem Ringsted og Sorø på Sjælland.

Der kører derfor ingen tog mellem de to byer lørdag eftermiddag, men der er i stedet indsat togbusser.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

Desuden er alle InterCity- og InterCityLyn-tog aflyst mellem Ringsted og Københavns Hovedbanegård. Dog er det lørdag eftermiddag muligt at rejse med regionaltog på strækningen mellem Ringsted og København.

Det væltede træ betyder desuden, at alle InterCity-afgange til og fra Esbjerg er aflyst. Passagerer opfordres til i stedet at benytte regionaltogene, der kører mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg.

På sin hjemmeside skriver DSB, at der ikke kommer til at køre tog mellem Ringsted og Sorø resten af lørdag.

Til TV2 Øst oplyser DSB's pressevagt, at togdriften på strækningen tidligst er oppe at køre igen søndag morgen.

Ifølge TV-stationens oplysninger ramte et IC3-tog det væltede træ, og der er i den forbindelse sket store skader på togets kørestrømsanlæg.

Ingen er kommet til skade ved kollisionen.

- Vi kan ikke sige, med hvilken hastighed kollisionen er sket. Men toget er dieseldrevet og har kunnet køre videre for egen drift efter kollisionen.

- Det er kørt tilbage til Ringsted Station med 25 kilometer i timen, oplyser DSB's pressevagt til TV2 Øst.

DSB oplyser, at passagerer på Sjælland lørdag må forvente ekstra rejsetid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.