Træd dansen i skoven

Levende musik skal vække danseglæden hos de voksne

HOBRO:Værtsparret på Restaurant Skoven i Hobro har sat sig for at vække danseglæden til live - med levende musik. Fredag bliver den første aften, hvor danseskoene kan trædes til, og det bliver til toner og ord fra dansktop-duoen Lis & Per. - Det kan godt være, at vi skal have penge op af lommen på fredag. Men vi har jo de store fester og selskaber om lørdagen, og nu vil vi godt vise, at der også kan ske noget om fredagen, siger Lone Møldrup, der er den ene halvdel af forpagterparret på Restaurant Skoven. Lige nu er der ca. 70 tilmeldte til arrangementet fredag aften, men der er plads til flere danseglade mennesker i den modne alder, som er den målgruppe, værtsparret gerne vil nå ud til. - Vi vil gerne vise det mere voksne publikum, at her sker noget for dem. Tidligere var Restaurant Skoven et lidt dyrt sted, men vi har sat priserne ned, så det kan være et sted, hvor så godt som alle kan være med, fortsætter Lone Møldrup, som dog understreger, at der ikke skal være diskotek eller lignende arrangementer i de gamle hæderkronede selskabslokaler. - Men vi vil efter nytår en gang imellem have levende musik med en eller anden god kunstner, som vi eventuelt kan få på en dag, hvor de ikke har noget i forvejen, siger hun. Lone Møldrup og hendes mand, Frank Møldrup overtog forpagtningen af Restaurant Skoven 1. marts i år, og bestillinger til fødselsdage, julefrokoster og andre slags selskaber mangler ikke. - Arbejdsmæssigt går det fint og vi har nok at lave. Men jeg må nok indrømme, at rent familliemæssigt har det været lidt hårdere end vi regnede med, for vi er her mange timer, slutter den travle kvinde, inden hun må tilbage til sine ventende gæster.