Træet og livet

Det enorme træ fylder hele haven og skygger over både grund og hus - hundreder af år gammelt, mange meter i omkreds og med en jungle af vældige, snoede grene højt, højt op i luften. Træet fylder meget i familiens liv, på godt og ondt. Dets enorme rødder borer sig gennem alt, løfter gulve, ødelægger kloakker, trænger ind til naboen og truer med at splitte alting ad. Men det er også i træet, den lille pige taler med sin elskede far, som lige er død. Faktisk dør han for øjnene af os i filmens første minutter, meningsløst, uundgåeligt og forfærdeligt - for vi har jo lige set, hvor højt den lille pige elsker ham, og hvor dejlig en far og mand han er. Eller var. Hun søger trøst højt oppe - hun har noget med højder, som han tydeligvis også havde det. Hun føler, at hun er sammen med ham, når hun lægger øret til den enorme stammes massive træmasse og hører det sukke og snakke i stammen, når vinden bevæger den store krone. Også hendes mor lader sig trække ind i den sære kontakt med en anden verden. Også hun finder en svær trøst i træet og dets tyngde og dets lyde. Og det bliver en helt umulig tanke at fælde det store træ, selv om det bogstaveligt talt ødelægger huset lidt efter lidt - og oven i købet er til livsfare for beboerne i det, når storm og tørke knækker store grene af det, så de falder ned og braser gennem taget, ned i sengene indenfor. Charlotte Gainsbourg spiller mor og enke, Morgana Davies spiller datteren, som sammen med tre andre søskende kæmper for at komme ud af sorgen og få deres mor med. Det er en ganske bevægende historie om sorg og død og om det at komme videre. Enkelt og roligt fortalt i smukke hverdagsbilleder fra det krævende liv i den store, barske australske natur. Kunstgrebet, der giver filmen dens ekstra dimension, er træet - personliggørelsen af denne kæmpemæssige, ældgamle mystiske eksistens, som har sin egen mærkelige indflydelse på de mennesker, der bor under den. En næsten mytologisk funktion i den moderne hverdag - vi kender det jo selv: Hvor ofte opstår der ikke store dramaer om fældning af gamle træer, selv hvor det må være indlysende for enhver logisk tænkende, at træet er i vejen og til besvær, måske endda til fare. Vi vil ikke af med dem alligevel. De er næsten hellige for os. Filmen formår fint at koble den moderne hverdag med havregryn, opvask, stoppede toiletter og lektielæsning med den følelse af evighed og alnatur, der strømmer fra træet. Og naturen er stor og vild i Australien, som vi jo så rigeligt har set det her i de seneste uger. Men dens største styrke er den lille piges rolle og spil, som løfter filmen ud over risikoen for at ryge ind i det banale. Hun er betagende god i rollen, så resten af filmen nærmest bevæger sig omkring hende i en smuk og optimistisk historie, der i et episodisk fortælleforløb åbner sig til en optimistisk fortsættelse af det store og det lille kredsløb. Enkelt og ukunstlet, men alligevel med en egen symbolsk dramatik. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "The tree" Frankrig/Australien 2010. Instruktør: Julie Bertucelli Manuskript: Judy Pascoe En time, 40 min. Till. o. syv år. Danmarkspremiere, Biffen i Aalborg