Musik

Træf trækker mange til

10.000 gæster har besøgt Bindslev i ugens løb.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nordmænd finder også til Bindslev. Her er det den enlige kvinde i orkestret Marinetta fra Halden i Norge.

70.000 tager til Roskilde Festival. Ja, det er da mange, men lille Bindslev kan også være med. Her regner man med, at i løbet af den sidste uge har 10.000 gæster lagt vejen forbi det årlige harmonikatræf, som slutter i dag. Træffet er det 24. i rækken, og i Bindslev er man stadig lidt forundret over, at det, der begyndte i et lille telt ved det gamle elværk, har vokset sig så stort. - Men nu bliver det heller ikke større. Det tillader de fysiske rammer ganske enkelt ikke, siger Flemming Andersen, sekretær i Bindslev Harmonikatræf og formand for BTI's venner, som er en af de syv foreninger og klubber, som står bag træffet. I øvrigt kan det oplyses, at ingen i den syv mand store bestyrelse spiller harmonika. Når Flemming Andersen skal sætte ord på harmonikatræffets betydning for Bindslev, lægger han ikke fingrene imellem. - Jeg tør vove den påstand, at træffet er eksistensgrundlaget for byen. Det har en kolossal betydning, siger han. Den store betydning ses igen i antallet af frivillige, der giver den en skalle. - For et par år siden talte vi op, hvor mange hjælpere der var, og vi kom op på cirka 400 personer. Det er voldsomt. Hyggeligt og roligt Ethvert andet musikarrangement med så mange gæster ville med garanti have politiets bevågenhed. Sådan er det ikke i Bindslev. Her er stemningen så hyggelig og tonen så gemytlig, at man tror, det er løgn. - Selvfølgelig får folk lidt at drikke, men der har aldrig været ballade her. Det er også det mere modne publikum, der kommer, siger Flemming Andersen. Det er på campingpladsen, hvor der er plads til 530 vogne og telte, at den hyggelige stemning for alvor kan opleves. Overalt sidder folk og hygger sig. Nogen læser i en bog, mens de nyder musikken, der er til stede overalt. På en magelig stol sidder Jytte Albrektsen fra Brønderslev. Hun er bibliotekar i det daglige, så selvfølgelig er der en bog i hånden. Et par meter derfra står hendes mand, Dehn, og spiller harmonika sammen med gutterne fra Hirtshals Harmonikaklub. For parret er Bindslev Harmonikatræf bare noget, de skal være med til, hvert år. - Vi er kommet her i 15 år. Det første år havde jeg min ældste datter med. Nu er hun 16 år, siger Jytte Albrektsen. Datteren har de efterladt hjemme i Brønderslev, hvor hun passer sit arbejde, men lørdag kom hun tur forbi, for hun er også vokset op med, at man skal da til Bindslev mindst en gang om året. For Jytte Albrektsen er det ikke så meget de store scener, der trækker. Det er stemningen på campingpladsen, som for alvor tæller. I lighed med så mange andre erfarne gæster, så var parret på plads allerede i søndags, og siden har den stået på musik og hygge. Denne gang så vejrguderne nådigt til harmonikatræffet. Det gjorde de ikke i fjor, hvor hele pladsen bogstaveligt talt sejlede i vand. Det år vil de helst glemme hurtigst muligt, for det var et mareridt. Skulle de være uheldige at løbe ind i kraftigt regnvejr, så er de forberedte. Der er nemlig blevet drænet til den helt store guldmedalje.