Træfirmaer fandt fælles styrke

Kenneth Jepsen, Ugilt Savværk, og Torben Eriksen, HP3, ville hellere samarbejde end konkurrere

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hans Henrik Jensen er blandt de medarbejdere fra Ugilt Savværk, der er kommet til at stå i HP3s bygninger. Efter planen skal savværkets folk samt bogholderiet blive i de gamle bygninger i Ugilt Savværk, mens resten flytter ind i HP3s gamle bygninger.

Sømpistolers bragen blandet op med hyggemusik og hurtige beskeder mellem medarbejderne danner lydtæppet i de hangarstore produktionshaller i det hedengangne HP3. Kenneth Jepsen og hans kollega, Torben Eriksen skridter gennem de store lokaler, mens tagelementer stykkes sammen. Tilsammen udgør de det nye Ugilt Savværk, som i november overtog HP3. For ens til sund konkurrence Torben Eriksen fører an gennem de gigantiske produktionslokaler, hvor duften af savsmuld bølger. Han ejer lokalerne, som engang husede HP3. Kenneth Jepsen ejer Ugilt Savværk. Hver for sig var de to virksomheder, som lå få kilometer fra hinanden, for ens. - Vi har de samme idéer og blev enige om, at det var bedre at lave noget sammen end at konkurrere. En af de første ting, de to blev enige om, var det nye firmas navn. De holder fast i Ugilt Savværk. - Det er et respekteret navn, siger Torben Eriksen. Udkonkurrerer nordmænd Planerne for det nye firma er mange, men den største er alligevel at sætte store nordjyske fodspor i det danske og nordiske marked. - Fabrikken kan lave stort set alt. Det er vores styrke, siger Kenneth Jepsen. Ugilt Savværk har specialiseret sig i træspær og tagelementer, og det skal stadig være topprioriteringen. - Vi leverer bl.a. elementer til den nye sikrede institution i Brønderslev, fortæller Kenneth Jepsen, der også har marked i Norge. - Materialet kommer fra Norge, forarbejdes og sendes tilbage til Norge. Det er ren effektivitet, forklarer Kenneth Jepsen om årsagen til, at nordmændene vælger Ugilt Savværk frem for et lokalt firma. I øjeblikket er 30 medarbejdere ansat i det nye Ugilt Savværk, men planen er at ansætte flere. Andre områder - Målet er at have 40 medarbejdere næste år. Det er realistisk, mener Kenneth Jepsen. Spærfabrikken er det sikre kort - men der skal også satses på andre områder, som kan opdyrkes. En af idéerne er campinghytter, som Torben Eriksen har mange gode erfaringer med. - Jeg har produceret elementer i 23 år og monteret 400 campingelementer. Og han har allerede gjort sit forarbejde. - Vi har en lille ordre på camping hytter til Dansk Camping Union, DCU, fortæller Torben Eriksen, der ikke er i tvivl om, at det er et godt sats at give gode tilbud til campingfolket. - Campinghytter er altid noget, man får lavet om vinteren, for det skal være klar til påske. Det passer godt ind i perioden, hvor der ikke er så meget at lave på de andre områder i virksomheden. Klar til at følge kunderne Og en ting er sikkert - det kommer ikke til at gå med Ugilt Savværk som med HP3. Erfaringerne fra det gamle firma er mange, og de bedste skal bruges. I forbindelse med købet af virksomheden blev også tegninger og rettigheder købt med. - Vi skal ikke opfinde en ny måde at lave huse på, vi skal bare lave det bedste og det billigste, fortæller Torben Eriksen, der også satser på, at firmaet kan tilbyde ud-af-huset opgaver såsom at montere tagelementerne. I det hele taget handler det i store træk om at omstille sig til markedet, mener de. - Det handler om at producere det, kunderne gerne vil have. Det er også muligt at få et færdigt hus hos os, hvis man ønsker sig det. Vi følger markedet. Kommer der nogle, der gerne vil have en række seriehuse, så gør vi det, siger Torben Eriksen.