Træfsikker verdensmester

ATHEN: Dennis Bager kunne ikke true storfavoritten, men slap med et hæderligt nederlag på 161-168, da den aalborgensiske bueskytte i går dystede mod verdensmesteren Michelle Frangilli, Italien, i 1/8-finalen ved for-OL i Athen. Dermed slutter Dennis Bager på en delt 11. plads, og i forhold til sin skuffende 54. plads ved VM i New York for tre uger siden er selvtilliden styrket i jagten på en OL-billet. Forårets EM i Bruxelles er Dennis Bagers sidste chance for at gøre klubkammeraten Hasse Lind selskab, når det om et år for alvor går løs i Athen. Hasse Lind har kvalificeret sig til legene via ottendepladsen ved VM - men ved for-OL holdt han lav profil og blev slået ud i den første eliminationsrunde. abel