Træk kunsten fra

Kunst betaler sig, er overskriften. Og det gør den da. Også rent skattemæssigt efter at kulturminister Brian Mikkelsen har fået indført en ny lovgivning og fradragsmuligheder på området. Det vil kulturministeren selv gerne fortælle meget mere om, og derfor indleder han mandag 6. marts en rundrejse til Danmarks største kunstmuseer for at fortælle om den nye ordning, og første stop på kunstkampagneruten er Nordjyllands Kunstmuseum. Interesserede virksomhedsledere, revisorer, advokater og lignende kan tilmelde sig fyraftensarrangementet hos Nordjylllands Kunstmuseum På mødet vil kulturminister Brian Mikkelsen præsentere ideerne bag den ændrede lovgivning for donationer og kunstkøb og give sit personlige bud på kunstens værdi. Samfundsforsker Johannes Andersen vil fortælle om kunstens potentialle for virksomhedernes profilering, mens direktør Michael Schelde, Dafolo, vil berette om, hvorledes netop hans firma anvender kunst og kultur til at fortælle virksomhedens historie. Dafolo har samlet nordjysk kunst i flere år og ejer i dag omkring 50 værker.