Børnepasning

Træls køretur med barn til børnehave

Grethe Mejlgaard bor i Klitmøller og arbejder i Hurup. Hun undgår ikke uhensigtsmæssig transport, hvis Sylen lukkes.

Borgerne i Sørup har besluttet at slå borgerforeningen og forsamlinghuset sammen i én forening. Privatfoto

Borgerne i Sørup har besluttet at slå borgerforeningen og forsamlinghuset sammen i én forening. Privatfoto

- Det vil være rigtig træls, hvis Sylen lukker, siger Grethe Mejlgaard. Hendes yngste søn Jonathan på fire år bliver i dag passet i Klitmøller, hvor familien bor. Ifølge et oplæg til politisk beslutning i Thisted Byråd er Sylen en af de daginstitutioner, der skal lukke 1. april, hvorefter børnene henvises til de to nærmeste kommunale institutioner, Bjørnebo i Hanstholm og Skovly i V. Vandet. Grethe Mejlgaard arbejder i Hurup (40 km mod syd) fire dage om ugen, og hun har svært ved at se, hvordan dagen skal hænge sammen, hvis hun skal starte med at køre Jonathan til Hanstholm (11 km mod nord) eller til Skovbørnehavens opsamlingssted i Thisted (13 km mod øst), før hun kører til sit arbejde. - Jeg vil voldsomt overveje, om det er et af de to steder, jeg vil have indskrevet mit barn, men jeg ved ikke, hvad alternativet skulle være. Grethe Mejlgaards mand arbejder som selvstændig, og det er yderst sjældent, at han afleverer og henter barn. - Jeg kunne selvfølgelig tage Jonathan med til Hurup, men det ville være rigtig træls, for det passer jo ikke om fredagen, hvor jeg arbejder hjemme i min egen virksomhed. Desuden er det også synd, hvis børnene fra Klitmøller ikke lærer hinanden at kende. Borgere i Klitmøller har varslet planer om såvel fribørnehave som friskole, hvis Thisted Byråd gør alvor af at lukke både undervisningssted og Sylen, der har 24 pladser. En af de interesserede er Grethe Mejlgaard. Borgergrupperne fra Klitmøller giver i høringssvar udtryk for håb om, at kommunen vil stille institutionsbygningerne til rådighed for de private initiativer.