Træls Teglgårdskarré kan blive grønt åndehul
Byfonden har foræret kommunen en model, der viser hvordan

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Biler parkeret på kryds og tværs. Mørke baggårde og plankeværk. Efterladte betonfundamenter.
Der ser, med arkitekt Hans Tyge Pedersens ord "rigtig træls" ud i Teglgårdskarreen - området mellem Danmarksgade Nord og boligforeningsafdelingen Teglgården ved Parallelvej.
Det må kunne gøres bedre, tænkte de i Frederikshavn Byfond.
Byfonden står også bag ideen om den grønne løber - en gang- og cykelsti fra Kirkepladsen til Gl. Skagensvej.
En del af den grønne løber rulles ud gennem netop Teglgårdskarreen.
Byfonden har holdt tre møder med beboere og ejere om, hvordan området kan løftes fra baggårdsmiljø til grøn oase.
Hans Tyge Pedersen, der er medlem af byfondens bestyrelse, udpeget af Danske Arkitekters Landsforbund, har sammenfattet ideerne til en model, som byfonden for nylig har overdraget til kommunens plan- og miljøudvalg.
En del af området ejes af kommunen, og det bliver også hovedsagelig en kommunal opgave at omsætte modellen til virkelighed.
Mod vest er det afspærret med et højt plankeværk.
- Det virker koldt og fjendsk, så en af ideerne er at åbne og bløde op, fortæller Hans Tyge Pedersen.
Beboerne i Teglgården var ikke meget for "huller" plankeværket, fordi det ville give fri adgang til boligområdet fra bagsiden.
- Men ved at male plankeværket og plante op ad det, kan man gøre det mere venligt for dem, der passerer forbi, siger Hans Tyge Pedersen.
- Så kan det jo være, at beboerne i Teglgården senere kommer i tanker om, at de gerne vil have en låge i.
Han forestilller sig, at området skal byde på redskaber til leg og fysisk aktivitet og måske en basketballkurv, så Teglgårdskarreen bliver et sted, som folk får lyst til at slentre igennem, og så familier, der bor der, får et frirum i nærmiljøet.
I modellen lader arkitekten en grøft aflede vand ved store regnskyl. Vandet skal løber ud i en lille sø.
- Det kan være, at den er tørlagt en del året, men så kan arealet måske anvendes til boldspil, siger han.
P-pladser bliver der færre af i modellen, men Hans Tyge Pedersen mener, at butikkernes parkeringsbehov kan løses alligevel.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.