Træls terror-krig

War on Terror er et miserabelt strategispil

Den nydelige grafik er næsten en skærpende omstændighed, fordi skærmbillederne kunne lokke nogen til at investere i spillet.

Den nydelige grafik er næsten en skærpende omstændighed, fordi skærmbillederne kunne lokke nogen til at investere i spillet.

Selv om titlen ”War on terror” kunne være hentet fra CNN, er spillet kun løst baseret på aktuelle konflikter. Du kan vælge mellem USA og venner, Kina - og en ikke nærmere specificeret terror-gruppe. Spillets fokus er på små grupper af elitesoldater, og i stedet for at bygge baser, henter du forstærkninger ved at indtage kontrolpunkter. Det lyder spændende nok. Men det er det bestemt ikke. Grafikken er ganske detaljeret, men den gør sig bedre på skærmfotos end i virkeligheden. Kameraet er tæt på ustyrligt, og tropperne hænger ustandselig fast i terrænet. Om lyden husker vi kun, at dialogen var tåkrummende ringe. Men det værste er de monotone missioner, der i praksis kan reduceres til ”klik og vent”. Dine tropper bevæger sig så dræbende langsomt, at det giver ny mening til begrebet skildpadde-taktik. Spillets største strategiske udfordring er at tage højde for de mange fejl og svagheder i banedesignet. Eller i det hele taget at holde sig vågen. War on Terror er en stærk kandidat til titlen som årets ringeste pc-spil.